Hvordan kan stamceller og stamcellemedicin forme vores liv både nu og i fremtiden? Det undersøger denne dobbeltudstilling på tværs af Medicinsk Museion og Politikens Forhal. Her mødes samtidskunst, historiske genstande og aktuel stamcelleforskning.
Den formbare krop
Stamceller kan udvikle sig til mange forskellige celletyper. De spiller en afgørende rolle i kroppens evne til at danne, reparere og vedligeholde væv. Med ny stamcelleteknologi kan forskere i dag dyrke og omprogrammere menneskelige celler på måder, der for få årtier siden kun hørte til i science fiction. Kroppen bliver dermed stadig mere flydende og formbar: dyrket i reagensglas, adskilt og sammensat på nye måder. Disse videnskabelige fremskridt bygger videre på en lang tradition for medicinske eksperimenter – og inspirerer også til nye kunstneriske undersøgelser.
Når kunsten stiller spørgsmål
Udstillingen inviterer til refleksion over de muligheder og dilemmaer, som stamcelleforskningen bringer med sig. For stamceller rummer et enormt medicinsk potentiale – men de vækker også spørgsmål: Hvad er muligt? Hvor går grænsen? Og hvem bestemmer, hvor grænsen skal gå?
Nye kunstværker og historiske genstande
Liquid Bodies præsenterer nye kunstværker af Charlotte Jarvis, Jens Settergren, Davide Hjort di Fabio og Cecilie Waagner Falkenstrøm. Gennem materialer som aluminium, mosaik, digitale teknologier og kunstnerens egne celler, undersøger værkerne det stof, kroppen er gjort af: formet af håb, teknologi og forestillinger om identitet. Værkerne er skabt i tæt dialog med samfundsvidenskabelige forskere og stamcelleforskere ved Novo Nordisk Foundation Center for Stem Cell Medicine, reNEW. Udover samtidskunst rummer udstillingen også historiske genstande fra Medicinsk Museions samling. Du kan blandt andet se genstande fra lægen og kræftforskeren Albert Fischer (1891–1956), magiske amuletter, som man tidligere mente kunne beskytte mod sygdom og ulykke, samt et indsamlingssæt til navlestrengsblod og -væv, der bruges til at opsamle stamceller til private stamcellebanker.







Foto David Stjernholm.
Om kunstnerne:
Charlotte Jarvis (f. 1984) arbejder i spændingsfeltet mellem kunst og videnskab og skaber værker, der stiller spørgsmål ved, hvordan vi forstår kroppen, køn og biologi. Hun bruger ofte levende, biologisk materiale til at undersøge, hvordan kroppen kan gentænkes gennem nye bioteknologier. For eksempel har hun udvundet stamceller til at udvikle ‘kvindeligt’ sæd, dyrket sine egne kræftceller og kultiveret en fælles livmoder i samarbejde med cis-kvinder, nonbinære og transpersoner.
Davide Hjort Di Fabio (f. 1990) arbejder primært med skulptur – ofte modelleret efter sin egen krop – som en undersøgelse og transformation af kroppen og dens grænseflader med omverdenen. Værkernes flydende og organiske udtryk afsøger spørgsmål om identitet, krop og køn – og insisterer samtidig på kroppens grundlæggende foranderlighed som en kilde til kreativitet, fornyelse og selverkendelse.
Jens Settergren (f. 1989) undersøger, gennem video, skulptur, lyd og installation, den magt, billeder og symboler har til at påvirke vores kollektive virkelighedsforståelse – ofte inden for områder som medicin og naturvidenskab. Han forvandler ofte ikoniske eller kommercielle motiver til noget mere tvetydigt, åbent eller direkte foruroligende gennem en leg med materialer, visuelle referencer og kulturelle koder.
Cecilie Waagner Falkenstrøm (f. 1984) arbejder i krydsfeltet mellem samtidskunst og nye digitale teknologier, herunder kunstig intelligens, maskinlæring og 3D-modellering. Gennem interaktive værker og AI-drevne oplevelser udforsker hun menneskets forhold til teknologi, identitet og kosmos – og skaber rum for refleksion og dialog om menneskets eksistens nu og i fremtiden.
Udstillingen er en del af et internationalt forsknings- og formidlingsprojekt kaldet Hope Springs Eternal, som er forankret i den samfundsvidenskabelige forskningsgruppe (PREPARE) i Novo Nordisk Foundation Center for Stem Cell Medicine, reNEW.