Silas Inoue: Cosmos in Compost (Bokashi)

forhallen
21. Aug 2026 — 5. Nov 2026

Fra gigantiske plastpupper fyldt med komøg i Politikens Forhal til en forstørret bænkebider med amagerkaneres kompost ude på Rådhuspladsen: På tværs af inde- og uderum har billedkunstner Silas Inoue skabt en totalinstallation, der med lige dele humor og poesi peger råt for usødet på det cykliske og forbundne i en tid, hvor vi skal genopfinde vores forhold til naturen – og dermed til os selv.

Åbning 21. august kl. 16:30-19:00 med tale af Københavns Kommunes stadsarkitekt Lars Jensen og musik af Tiffi M.

Mikrokosmosser med lort i

Syv store plastkokoner har forpuppet sig i Politikens Forhal. Indeni skimtes mobiler af tørret dyrelort holdt i balance af opskalerede, bronzestøbte mikrober, som et smågrotesk kultiveringsmiljø iscenesat over vores indre symbiotiske tarmflora.

Gennem forskydninger og humor arbejder dansk-japanske billedkunstner Silas Inoue med menneskets relation til naturen og andre arter. Med en stil, som kunstneren selv betegner som quasiasiatisk, iscenesætter han fabulerende verdener af dæmoniske væsener og insekter, der på trods af menneskefigurens fravær, peger tilbage på vores opførsel som art, der både har resulteret i nutidens klimakollaps og den sjette masseudryddelse.

Kokonen er et klassisk metamorfisk motiv, der lover transformation og forandring. Med kunstneriske referencer til Tetsumi Kudos postnukleare terrarier – foruden Isamu Noguchis æsteticerede rislamper – peger pupperne som inkubatorer for en ny fremtid på, hvordan vi rent faktisk er symbiotiske væsner, der indånder luft, udskiller ekskrementer og lever i konstant samspil med milliarder af bakterier. Vi er allerede økologiske, insisterer værkerne.

Silas Inoue: Skewer, 2022, Lower Lifeforms, Horsens Kunstmuseum, 2023. Foto: Jacob Friis Holm Nielsen

Bioaffald fra Amager

Foruden ekskrementer, retter Inoue blikket mod de efterladenskaber vores madlavning genererer. Udstillingstitlens japanske del Bokashi betegner både en gammel træsnitsteknik, samt sløring på eksplicit billedmateriale og en kompostmetode, der gør det muligt at kompostere selv i små storbykøkkener.

Som en hyldest til komposteringens cykliske natur, ledsages udstillingen af en skulpturgruppe ude på Rådhuspladsen, bestående af en forstørret bænkebider i aluminium og et gigantisk frø i træ, der begge senere på året rejser videre til Sønderbro Områdefornyelse på Amager. Til ferniseringen bliver de fyldt med bioaffald fra områdets beboere, og med tiden vil planter med gavnlige egenskaber for menneskets mikrobiom vokse frem fra skulpturernes udsmykkede respirationshuller. Vækst og forfald eksisterer side om side som forskellige tidsfaser smeltet sammen i én cyklus.

Silas Inoue: Regulator, 2025. Bronce. Foto: Brian Kure

At bide sig selv i halen

Foruden pupperne, optræder tusindben og skolopendre på udstillingens vægge, hvor de bider sig selv i halen. Formet efter kondensator- og fordamperspolere i klimaanlæg, peger de på et hav af feedbacksystemer: når kloden varmes op, tænder vi for køleranlæg, som udskiller varme og kræver brændstof, der yderligere udskiller drivhusgasser. Samtidig peger værkerne på, hvordan skolopendre spiser og regulerer bestanden af tusindben, der igen spiser og komposterer naturmateriale.

Bænkebidere, skolopendre og tusindben har overlevet flere masseudryddelser. Det har menneskeheden endnu ikke. Således peger Inoues værker på den mærkværdige mulighed, at mennesket måske blot bliver en lille parentes i disse dyregruppers langvarige eksistens. Ikke leveret som en kølig fremtidsvision. I stedet præsenterer værkerne et taktilt og uperfekt landskab, hvor skønheden opstår i forestillingen om at overleve sammen gennem opløsningen af grænserne mellem menneske og ikke-menneske – og i stedet lade kategorierne vokse vildt.

Portræt af Silas Inoue. Foto: Finn Nygaard

Om kunstneren:

Den dansk-japanske billedkunstner Silas Inoue har udstillet internationalt på alt fra Ulterior Gallery i New York, Sonje Art Center i Seoul til Capc Musée d’Art Contemporain de Bordeaux. Han har en kommende soloudstilling på Bornholms Kunstmuseum i 2027, og har senest vist værker på Horsens Kunstmuseum, Copenhagen Contemporary og Malmø Kunsthal. Han bor på Amager i København.

Samarbejde med Københavns Kommune:

Projektet er en del af Politikens Forhals treårige samarbejde med Københavns Kommune om at skabe midlertidige værker til Rådhuspladsen, som hver gang rejser videre til kommunens områdefornyelser. Projektet er støttet af Det Obelske Familiefond med det formål at skabe nye mødesteder og samtaler i byen med udgangspunkt i samtidskunsten.

Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune Line Barfod (EL) ser frem til projektet:

"Vi er glade for samarbejdet og det kommende kunstprojekt i Sønderbrokvarteret, der kommer til at involvere de lokale københavnere i processen. Kunst kan være med til at starte samtaler og til at styrke fællesskabet i byen. Billedkunstneren Silas Inoue arbejder blandt andet med klimakrisen og undersøger, hvordan affald kan bruges på alternative måder i kunsten. Jeg glæder mig til at følge udviklingen i projektet og se de positive forandringer, som projektet vil bringe med sig."

En områdefornyelse er en særlig indsats, der skal løfte et udsat kvarter. Områdefornyelser skal forbedre et kvarters fysiske, sociale og kulturelle miljø. Det sker blandt andet ved at skabe attraktive byrum, styrke lokale netværk og skabe grobund for nye fællesskaber. Lokale beboere og aktører har en helt central rolle. De deltager aktivt i områdefornyelsesarbejdet fx ved at sidde i Områdefornyelsens styregruppe eller arbejdsgrupper. Her er de med til at udvikle projekter for kvarteret. Kunst er ofte en del af områdefornyelsernes arbejde i et kvarter. Kunstprojekter kan være med til at forbedre kvarterets fysiske såvel som sociale og kulturelle miljø.

Lower Lifeforms, 2023. Horsens Kunstmuseum. Foto Jacob Friis Holm Nielsen.

Udstillingen og udsmykningen er støttet af:

Det Obelske Familiefond, Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond.

Tak til:

Københavns Kommune, Broncestøberiet Peter Jensen, Alba Snedkeri og Tegnestue, Blue Phoenix Denmark, Art Hub Copenhagen, Agriton, Munksøgård, Folk Kombucha og Bornholms Kildevand.

Hovedbillede: Infrastructure (detalje), 2024.