Lina Hashim: Ornaments of Silenced

forhallen
8. Nov 2025 — 25. Jan 2026

Fra Politikens Forhal til Rådhuspladsen og Borups Plads lader Lina Hashim kulturelle traditioner og mediebilleder kollidere i det offentlige rum. I en ny total installation i Politikens Forhal udfolder kunstner og performer Lina Hashim visuelle og sproglige repræsentationer af kvinden med muslimsk kulturbaggrund i et dansk medielandskab. I kunstnerens performancepraksis kropsliggør hun de materielle, følelsesmæssige og politiske lag, der har formet hende som barn af irakiske forældre, født i Kuwait og opvokset i Danmark. Udstillingen i Politikens Forhal tager afsæt i masken som symbol for den muslimske kvinde og de komplekse spørgsmål, der knytter sig til maskens betydning for identitet, magt, undertrykkelse og frigørelse. I en tid, hvor fronterne trækkes hårdt op, og sproget om de andre bliver stadig mere polariserende, placerer Hashims værker sig i et grænseland, der både spejler og udfordrer vestlige såvel som mellemøstlige forståelser af kvinden med muslimsk kulturbaggrund.

Nye skulpturer i det offentlige rum

Politikens Forhal viser i en treårig periode, i samarbejde med Københavns Kommunes Områdefornyelser toneangivende samtidskunst på Rådhuspladsen i forlængelse af udstillingsprogrammet i Politikens Forhal med støtte fra Det Obelske Familiefond. Værkerne får samtidig liv i et byfornyelsesområde i København, denne gang er det på Borups Plads i kvarteret Bispeengen på Nørrebro. Ligesom udstillingen bearbejder kulturel dobbelthed, lader Hashims offentlige skulpturer traditionel mellemøstlig arkitektur og avanceret geometri møde traditioner for dansk murerarbejde. Skulpturerne indvies samme aften som udstillingen med en stor fælles åbning på Borups Plads, og i Politikens Forhal og på Rådhuspladsen.

Ind i friktionen ud i samfundet - At befinde sig mellem kulturer og lade dem kollidere

Hashims kunstneriske praksis iscenesætter de mange dobbeltheder og den friktion der er på spil, når kvinden med muslimsk kulturbaggrund bliver repræsenteret. I Forhallen undersøger Hashim det danske medielandskabs billeder og sprog og peger på de tomrum, hvor repræsentationen mangler. Her gransker hun de billeder, ord og tavsheder, der former den offentlige fortælling. Som billedkunstner er Hashim optaget af at bryde både historiske og samtidige fortielser. Hun har ofte blandet sig i den offentlige debat og I Forhallen udstiller hun egne publicerede og afviste artikler, side om side med de søgeord, der dukker op, når man går på opdagelse efter kvinden med muslimsk kulturbaggrund i avis- og billedarkiverne i JP/Politikens Hus. Her finder man tillægsord som sløret, fortiet, offer og undertrykt, der alle bidrager til entydig reduktion af den muslimske kvinde. Forskellige navne i arkivet vidner om en række kunstinstitutioner og mennesker, der har blandet sig i debatten om repræsentation af kvinden med muslimsk kulturbaggrund. Udstillingen præsenterer kunstnerens research og kropslige erfaring i nye værker og lader forskelligheder kollidere, så man mærker friktionen.

"At befinde sig mellem kulturer er at altid at blive fejllæst – og altid stå imod forventningen om entydighed. Jeg forsøger ikke efter at forene de kulturelle forskelligheder der er en del af mig. Tværtimod lader jeg dem kollidere, interferere og modsige. Det er netop i den spænding og friktion at mit materiale opstår” – Lina Hashim

 

 

 

 

 

 

 

 

Portræt af Emma Line Sejersen
Udstillingsdokumentation David Stjernholm
Eventdokumentation Christian Brems