Inden længe får fødevareindustrien sit eget uafhængige branchesite. Watch Medier lancerer til foråret FødevareWatch med nyheder målrettet personer og virksomheder med interesse for en af de vigtigste brancher i dansk erhvervsliv.
FødevareWatch vil blandt andet dække virksomheder inden for mejeriprodukter, kød, øl, ingredienser, fisk, brød, grønt, konfekture og fødevareudstyr.
”Danmark har en af verdens største fødevare-klynger, der rummer både store internationale flagskibe og en bred underskov af mindre virksomheder. Området er ikke bare et af de vigtigste i dansk erhvervsliv, men også afgørende for hele Danmarks fremtid. Og den betydning vil bare stige de kommende år. Vi mener, at der er behov for et uafhængigt, kritisk og fair erhvervsmedie, der tager branchen alvorligt,” siger Anders Heering, direktør og chefredaktør for Watch Medier.
En fast stab af dedikerede journalister vil alle hverdage levere uafhængige, troværdige, kritiske og fair nyheder med fokus på virksomhedernes bundlinjer, konkurrencesituation, rammevilkår, politik, ledelse, holdninger, innovation og meget mere.
Den daglige redaktionelle ledelse af FødevareWatch bliver lagt i hænderne på en af landets stærkeste erhvervsjournalister Henrik Tüchsen, 51, der også er redaktør for MedWatch. Henrik Tüchsen har i en årrække dækket landbrug og fødevareindustri for henholdsvis Berlingske og dagbladet Børsen. Og han udgiver i foråret en bog om den danske svinekødsindustri på Gyldendal.
Watch Medier ejes af JP/Politikens Hus og drives i regi af Jyllands-Posten – og FødevareWatch bliver det sjette abonnementsfinansierede og netbaserede erhvervsmedie i det lille mediehus på St. Regnegade i København. Her opererer søstermedierne EnergiWatch, FinansWatch, MediaWatch, MedWatch og ShippingWatch allerede med stor succes.
Hos Jyllands-Posten glæder direktør for JP Medier og formand for Watch Medier Jens Nicolaisen sig over den fortsatte ekspansion af Watch Medier.
”På Jyllands-Posten er vi ligesom de fleste andre medier i færd med at omstille forretningen til en modernedigital medievirkelighed. Watch Mediers har bevist, at der er efterspørgsel på målrettet og netbaseret erhvervsjournalistik af høj kvalitet, og vi håber og tror, at fødevareindustrien vil give FødevareWatch lige så positiv en modtagelse, som de øvrige Watch-medier har fået,” siger han.