Watch Medier fortsætter vækst og investeringer

Watch Medier fortsætter investeringerne i erhvervsjournalistikken og åbnede i 2022 nye medier i både ind- og udland. Og flere er på vej.

Med en vækst i bruttoresultat på 24 pct. til 89,3 mio. kr. accelererede Watch Medier væksten i 2022 og satte yderligere skub i den internationale ekspansion.

Siden etableringen i 2010 har Watch Medier skabt Danmarks største erhvervsredaktion og beskæftiger nu mere end 200 medarbejdere på hovedkontoret i København samt kontorer i Aarhus, Bruxelles, New York, Frankfurt, Køln og Oslo.

Investeringer i masser af ny erhvervsjournalistik præger Watch Mediers regnskab for 2022, der samtidig viser en sund kerneforretning.

”Vi er stolte over udviklingen i 2022, hvor vi endnu engang er blevet bekræftet i, at der er behov for uafhængig og troværdig kvalitetsjournalistik, som tager hele erhvervslivet alvorligt. Også når verden er præget af modvind og usikkerhed,” siger Anders Heering, chefredaktør og adm. direktør for Watch Medier.

Med lanceringen af DetailWatch og opkøbet af Kommunikationsforum i 2022 driver Watch Medier nu 17 digitale erhvervsnichemedier i Danmark. Samtidig fortsatte investeringerne i mediehusets internationale vækstplan, hvilket blandt andet førte til etableringen af MedWatch og EnergiWatch i Norge. Watch Medier udgiver nu fem norske nichemedier og to tyske finansmedier, FinanzBusiness og Versicherungsmonitor. Og flere internationale medier er på vej.

”Vi kommer til at fortsætte investeringerne i 2023, for vores model virker. Det tager tid og koster penge at opbygge abonnementsforretning, men vi investerer i rendyrket publicisme, og baseret på vores hidtidige erfaringer er vi overbeviste om, at pengene kommer hjem igen,” udtaler Anders Heering.

Driftsresultatet i den danske forretning udgør 17 mio. kr., men de fortsatte investeringer i den internationale ekspansion betyder, at årets resultat før skat udviser et underskud på 4,2 mio. kr.