Watch Medier åbner tredje erhvervsmedie i Norge

Watch Medier har i dag lanceret et nyt erhvervsmedie, der stiller skarpt på virksomheder og personer i den norske advokatbranche.

Dækningen af advokatbranchen i Norge bliver nu styrket. Onsdag formiddag fik AdvokatWatch i Danmark et norsk søstermedie, da AdvokatWatch i Norge gik i luften.

Ambitionen er at skabe uafhængig, kritisk og fair erhvervsjournalistik om advokatbranchens mange virksomheder og nøglepersoner.

"Vi vil give vores læsere eksklusive nyheder og samtidig levere et dagligt overblik over de vigtigste historier i branchen. Vi dækker branchen fra en business-vinkel og vil skrive om strategi, konkurrence, resultater, jobskifte og meget mere", siger redaktør Stian Olsen.

Stian Olsen kommer fra en det norske branchemedie iLaks og vil sammen med to dedikerede journalister dække den norske advokatbranche tæt.

"Det er en dag, jeg har set frem til. Lige siden jeg skiftede til Watch Medier i april, har jeg glædet mig til lanceringsdagen. Med vores dygtige journalister er alt på plads, så vi kan levere relevante historier fra den norske advokatbranche", siger Stian Olsen.

AdvokatWatch er en del af Watch Medier, der er ejet af JP/Politikens Hus. Ud over AdvokatWatch udgiver Watch Medier i Norge også FinansWatch og EiendomsWatch. Watch Medier lancerede sidste år også FinanzBusiness i Tyskland, der dækker den store tyske banksektor.

Lanceringerne i Norge og i Tyskland sker som led i Watch Mediers internationale vækststrategi. I Danmark udgiver Watch Medier i dag 15 erhvervsmedier, der samlet set dækker de vigtigste brancher i dansk erhvervsliv.