Watch Medier lancerer nu EnergiWatch i Norge, der stiller skarpt på virksomheder og profiler i den norske energisektor.
Den norske energisektor får fra i dag en stærkere erhvervsjournalistisk dækning. Onsdag gik Watch Mediers fjerde norske erhvervsmedie, EnergiWatch, i luften for at give beslutningstagere og andre med interesse i energisektoren relevant nyhedsjournalistik om forretningssiden af branchen.
EnergiWatch dækker den norske energibranche med fokus på vedvarende energi, olie og gas, energipolitik, teknologi, elmarkedet og off shore-energi. Ambitionen er at skabe uafhængig, kritisk og fair erhvervsjournalistik om branchens mange virksomheder og profiler.
– Norge er en energination, og energibranchen er norsk erhvervslivs vigtigste branche. EnergiWatch skal lave erhvervsjournalistik om hele energibranchen, og det føles godt at komme i gang, siger redaktør Anders Lie Brenna.
EnergiWatch dækker energisektoren med relevant brancheoverblik og unik virksomhedsjournalistik fra en dedikeret redaktion på i alt fem journalister. Det sker i tæt samspil med Watch Mediers eksisterende norske medier – AdvokatWatch, EiendomsWatch, FinansWatch og snart også MedWatch – samt EnergiWatch i Danmark. EnergiWatch i Norge vil desuden i høj grad bidrage til den internationale overbygning, EnergyWatch, der udkommer på engelsk.
– Med lanceringen af EnergiWatch tager vi et vigtigt skridt videre i vores vækststrategi i Norge. Anders har fået etableret et solidt redaktionelt team, og jeg har glædet mig til, at vi nu er kommet i gang. Nyhedsbilledet er brandvarmt i energibranchen lige nu. Så timingen med lanceringen af EnergiWatch i dag kunne næppe være bedre, siger Øyvind Henriksen, nyhedsredaktør for Watch Medier i Norge.
EnergiWatch er en del af Watch Medier, som er ejet af JP/Politikens Hus. Watch Medier udgiver ud over de nu fire norske medier i alt 16 danske branchemedier, fire engelsksprogede branchemedier samt to finansmedier i Tyskland.