Foto: Casper Dalhoff, Jyllands-Posten

Tove Storchs store værk ved Jyllands-Postens nye hovedsæde

Den danske kunstner Tove Storch skaber stort kunstværk til Jyllands-Postens nye hovedsæde på Aarhus Havn

Med 550 keramiske fliser monteret på spinkle ben har den danske kunstner Tove Storch skabt et stort nyt værk til Jyllands-Postens domicil i Sydhavnen i Aarhus. Værket er offentligt tilgængeligt og kommer dermed til at indgå i den nye, levende bydel, som Aarhus er i gang med skabe i Sydhavnen.

Teglfliserne, som er brændt på Tommerup Keramiske Værksted, har hver deres form og størrelse. Fliserne er glaseret i mange forskellige variationer af blå, og breder sig ud fra det nye hovedsæde og indtager pladsen omkring bygningen. Det betyder, at det første møde med det nye hus er et blåt hav af organiskformede fliser svævende over underlaget.

”Det er et helt enestående kunstværk, Tove Storch har skabt til Jyllands-Postens nye hovedsæde på havnen i Aarhus. Det har været vigtigt for os, at værket kunne være til glæde for byen, og vi håber, at vi med Toves værk ikke blot får en stærk markør for vores nye hus, men også en attraktion for havnen og måske endda et sted at mødes”, siger administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Kirk Ørskov.

For Tove Storch er forholdet mellem gentagelse, form og funktion et tilbagevendende tema, som bearbejdes og angribes på forskellig vis igennem skulpturelle undersøgelser i både lille og stor skala. Hendes værker er ofte en kombination af et minimalistisk formsprog, hvor især farver og materialerne dominerer. Værket til Jyllands-Posten er det største, Tove Storch indtil nu har skabt.

”Intentionen har ikke været at skabe en skulptur i klassisk forstand, men snarere at skabe et sted hvor man frit kan bevæge sig rundt eller gøre ophold. Jeg er meget optaget af bordet i konkret og symbolsk forstand, som funktion og billede på dér hvor vi mødes, så inspirationen til værket er kommet fra netop den form”, siger Tove Storch.

Tove Storch, som er født i 1981, er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Akademi der Bildende Künste Wien og Kunsthochschule Berlin-Weissensee. Hun bor og arbejder til dagligt i København. Hendes værker kan blandt andet opleves på Horsens Kunstmuseum.