Indlæg af adm. direktør Stig Ørskov i Kristeligt Dagblad 22. marts 2022
Det går godt for Kristeligt Dagblad. Mens mange danske dagblade oplever faldende læsertal og oplagsfald, er Kristeligt Dagblad igennem en årrække gået imod strømmen og står i dag stærkere end nogensinde. Det slår også igennem på de økonomiske resultater.
De senere år har Kristeligt Dagblad leveret tocifrede millionoverskud og har nu en årlig omsætning på omkring 150 millioner kroner og en egenkapital i samme størrelsesorden.
Udviklingen er velfortjent. Kristeligt Dagblad udgiver et af landets mest læseværdige dagblade og har klogt imødekommet efterspørgslen på eksistentielle emner.
Man forstår godt, at Kristeligt Dagblads største eksterne aktionær, Augustinus Fonden, er tilfreds. I sin oversigt over såkaldte legacy-investeringer, altså kerneinvesteringer, skriver tobaksfonden, som ejer 19 procent af aktierne, at Kristeligt Dagblad i dag er ”en veldrevet medievirksomhed, der løbende giver overskud”.
I lyset af den gode udvikling blev jeg derfor noget forbløffet, da avisens administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør, Erik Bjerager, for nylig rettede en temmelig grov beskyldning imod mig i branchemediet MediaWatch i forlængelse af, at jeg i en kronik i Berlingske havde sat spørgsmålstegn ved, om det var klogt – og nødvendigt – for de landsdækkende medier at modtage mediestøtte i det nuværende omfang.
De store landsdækkende titler får årligt 17,5 millioner kroner i direkte mediestøtte – og Information og Kristeligt Dagblad får tilmed ekstra. I Kristeligt Dagblads tilfælde var den direkte støtte i 2021 på 29 millioner kroner.
For at mindske mediernes afhængighed af staten anbefalede jeg i kronikken en langsom udfasning af mediestøtten over en årrække. Ikke mindst fordi jeg anser det for at være sundt for demokratiet med reelt frie medier. Især i urolige tider som disse, hvor borgerne mere end nogensinde har behov for at blive oplyst af medier, som er helt frie og uafhængige af politisk indflydelse.
Min kronik fik Erik Bjerager til at fare i flint. Han mente slet og ret, at mit ærinde var, ”at svække alle konkurrenter på markedet” med henblik på at tvinge dem ind under større koncerner som JP/Politikens Hus.
Når man tillægges den slags motiver, er ens første tilbøjelighed at opgive diskussionen. Hvis man ikke kan diskutere på ordentlige og reelle præmisser, fører det ingen veje.
Men ved nærmere eftertanke synes jeg faktisk ikke, at det er rimeligt, at Erik Bjerager skal have lov til at beklikke mine motiver og dermed kortslutte debatten. Det må være muligt at diskutere, hvorvidt det er klogt, at danske medier får så mange millioner kroner i direkte statsstøtte.
Ikke mindst i lyset af, at vi de seneste år har set en række uskønne eksempler på, hvordan danske politikere har svært ved at holde armslængden, når det gælder de medier, som staten finansierer. Forløbet omkring Radio24syv viste med bedrøvelig tydelighed, at politisk indblanding i medierne ikke er forbeholdt andre lande.
Som tidligere formand for World Editors Forum under den globale pressefrihedsorganisation, World Association of News Publishers, har Erik Bjerager endda selv siddet på første parket og oplevet, hvordan mediernes frihed konstant bliver udfordret af de politiske magthavere. Netop derfor undrer det mig, at han er uvillig til at drøfte, hvordan vi sikrer danske mediers frihed.
Og i modsætning til hvad Erik Bjerager postulerer, slog jeg i kronikken i Berlingske faktisk til lyd for et pluralistisk medielandskab med mange uafhængige aktører. Helt konkret i form af forslag om en pulje, hvor nye medier i en tidsafgrænset periode på tre til fem år kan søge medfinansiering, hvorefter medierne må klare sig uden støtte. Det vil ikke alene fremme innovationen i mediebranchen, men også medføre øget pluralisme.
I den sammenhæng er det måske også værd at bemærke, at Politikens Hus i 1994 var med til at redde det dengang lukningstruede Kristeligt Dagblads fortsatte eksistens og selvstændighed med deltagelse i en kapitalrejsning.
Selvom Erik Bjerager tydeligvis gerne vil have lukket diskussionen, mener jeg, at det må være muligt at diskutere, om det er klogt, når regeringen i medieforhandlingerne spiller ud med, at nogle landsdækkende medier, heriblandt Kristeligt Dagblad skal have en statsstøtte på helt op til 60 procent af deres redaktionelle omkostninger.
Når medier modtager statsstøtte, især i så voldsomt et omfang, er afhængigheden af støtten selvsagt betydelig. Og som Erik Bjerager må have set mange gange i sin tid som formand for World Editors Forum, kan politisk bevilget statsstøtte fjernes lige så hurtigt, som den er bevilget. Den trussel gør ikke noget godt for medierne.
I stedet for at skyde hinanden falske motiver i skoene, vil jeg opfordre til en seriøs drøftelse af, hvordan danske medier mindsker afhængigheden af staten og dermed mindsker risikoen for, at fremtidens politikere misbruger afhængigheden.
Den diskussion håber jeg også, at Kristeligt Dagblad vil være med til – og meget gerne med inddragelse af de erfaringer, Erik Bjerager måtte have gjort sig i sit arbejde for den globale pressefrihed.
Stig Ørskov