Stig Ørskovs tale til Mediebedriftenes Medielederkonference 3. maj 2021: ’Hvordan tæmmer vi tech-giganterne?’
"Tusinde tak for invitationen til at tale på årets Medieleder-konference. Det en stor ære – og en stor glæde. Ikke mindst fordi vi i JP/Politikens Hus nu også bedriver journalistik i Norge.
Jeg vil gerne have lov til at starte med at vise et videoklip fra ’Stormen på Capitol Hill’ 6. januar. En af de mest afgørende dage i demokratiets historie.
Mange af jer kender historien om betjenten, Eugene Goodman. På et tidspunkt, hvor der stadig var senatorer i salen, som ikke var evakueret, afledte han oprørerne og fik dem op på en anden etage.
Eugene Goodman var i sandhed en ’god mand’ for demokratiet. Måske var han endda det amerikanske demokratis sidste skanse. Hvis oprørene havde fanget Nancy Pelosi, Mike Pence eller Matt Romney, havde verden ganske givet set anderledes ud i dag.
6. januar understregede med al tydelighed hvor skrøbelige vores demokratier er. Ifølge ’The Democracy Index’ fra The Economist lever blot 8,4 pct. af verdens befolkning i fuldt demokratiske lande, og siden indekset blev lanceret i 2006, er demokratiets globale tilstand blevet værre for hvert år. En tredjedel af verdens borgere lever i dag i autoritære stater.
Og de autoritære ledere har kronede dag. Selv i Europa, hvor vi i stigende grad må være bekymret for den demokratiske udvikling – og pressefrihedens tilstand – i lande som Ungarn, Polen, Slovenien og Tjekkiet. Vi taler om EU-lande!
Situationen er alvorlig. Demokratiet er under massivt pres.
Og når demokratiet er under pres, er pressefriheden også under pres. Ifølge den seneste udgave af World Press Freedom indekset fra ’Reporters without borders’ er antallet af lande med fuld pressefrihed nu faldet til det laveste niveau i indeksets historie. Og selv om de nordiske lande tager de fire øverste pladser – med Norge som en flot nummer 1, viser indekset, at vi ikke kan tage pressefriheden for givet. Heller ikke i Europa.
Der hviler et tungt, tungt ansvar på os som medieledere for at forsvare pressefriheden. Ikke bare i Norden. Men i hele verden.
At skulle udfylde det ansvar midt en tid, hvor der er behov for, at journalistiske medier transformerer sig selv til stærke, digitale udgivelser, kan forekomme næsten uoverskueligt. Som om at vi ikke havde nok at gøre med at sikre, at vi udvikler os og skaber stærke, bæredygtige medier.
Djævelskaben er oven i købet, at de store kommercielle aktører og konkurrenter, som lægger pres på vores medieforretninger – ja, det er Big Tech, jeg taler om – også er stærkt medvirkende til at lægge pres på vores demokratier – og pressefriheden.
Jeg siger ikke, at Big Tech er ansvarlig for ’Stormen på Capitol Hill’. Men det er utvivlsomt, at Facebook spillede en rolle i organiseringen af demonstrationerne, og det er utvivlsomt, at Big Tech spiller en afgørende rolle, når der er valg i alverdens lande. Uanset om det er Norge, Danmark eller USA.
Jeg skal være den første til at glæde mig over den demokratisering af informationssamfundet, som Facebook og Google har medvirket til. Men deres forretningsmodeller gør mig trist. Når man udelukkende tjener penge på at udnytte andres indhold til at skabe engagement og data, som man efterfølgende sælger til annoncørerne, så får man et sygt samfund – overvågningskapitalismen, som Shoshana Zuboff kalder det.
Det er samtidig så let – og effektivt – at sprede løgne og misinformation via Facebook og YouTube, at det ikke kan undgå at have en kraftig destabiliserende effekt på vores samfund – og vores demokratier.
Det kan ske i alle former. Lige fra gemen spredning af misinformation til mere sofistikerede former. I har selv oplevet det i Norge med Sørlandsnyhetene, hvor brugerne dårligt kunne tro andet end, at de mødte et ”normalt” medie, som de kunne stole på. Facebook vidste heller ikke, hvad de skulle mene. Først lukkede Facebook for Sørlandsnyhetene. Så åbnede man for dem igen.
Det viser, at Facebook tit har svært ved at finde ud af, hvad Facebook mener om misinformation. Men endnu værre: det illustrerer Facebooks magt til at lukke for mediers adgang til Facebook uden at skulle forklare sig – og uden at skulle stå til regnskab for beslutningen.
Direkte løgn og misinformation er altid et problem. Men problemet er selvklart endnu større under en pandemi. Her kan spredningen af misinformation koste menneskeliv. Det gælder ikke mindst den information, som mange modstandere af vaccination spreder – de såkaldte anti-waxers.
Heldigvis kan vi konstatere, at mange borgere det seneste år har valgt den bedste vaccination mod misinformation: journalistik.
Trafikken hos de journalistiske medier er eksploderet, og vi har oplevet et boom i det digitale indholdssalg. Ikke mindst i Norge. Det er ganske opløftende at se, og det afspejler, at tilliden til de journalistiske medier er høj – og stigende. Jeg fik for nyligt lov til at smugkigge i dette års udgave af Digital News Report fra Reuters Institute. Og det var yderst opløftende læsning for de nordiske medier. Borgerne har tillid til os. Og tilliden er stærkt stigende.
Det er tilsvarende opløftende at se, hvordan især medier i Norge evner at udvikle det digitale indholdssalg. I viser vejen for verdens medier. Tak for det.
Omvendt er det ekstremt deprimerende at se, hvordan Facebook og Google gør alt for at undgå at bidrage til finansieringen af journalistikken – på trods af at vores demokratisk valgte politikere tydeligt ønsker det anderledes.
Først så vi, hvordan de franske konkurrencemyndigheder måtte tvinge Google til forhandlingsbordet i forhold til copyright-direktivet. Dernæst så vi, hvordan Google og Facebook med de værste bøllemetoder forsøgte at stoppe lovgivningen i Australien. Først truede Google med at stoppe for Search i Australien, hvorefter Facebook brutalt lukkede ned for alle informationskanaler. Det var magtarrogance i den reneste form.
Heldigvis har vi nu fået etableret en lovgivning i mange lande, som betyder, at de journalistiske medier får ret til betaling fra Google og Facebook. Nu må vi så håbe, at de journalistiske medier opfører sig klogt og ikke lader sig narre til individuelle aftaler, som Google og Facebook kan løbe fra om et år eller to. Det gælder nu om at sikre en stærk, kollektiv forhandlingsposition, hvis man fra mediernes side skal skabe varig værdi af de muligheder, politikerne har skabt. Og så viser erfaringerne fra Frankrig og Australien, at man skal være klar til sætte hårdt mod hårdt. Google og Facebook gør alt for at undgå at betale for det indhold, de kapitaliserer på.
Man bliver desværre hurtigt i dårligt humør, når man taler om Google og Facebooks relation til de journalistiske medier. Til gengæld er der rigtigt meget at glæde sig over for de journalistiske medier i disse år.
Først og fremmest vil jeg glæde mig over, at borgerne stadig har høj tillid til de journalistiske medier. Og at de bruger dem rigtig meget. Dernæst er det helt utroligt glædeligt, at vi i mange lande har formået at fastholde den direkte relation til brugerne. Det er den direkte relation, som skaber værdien, og som er selve årsagen til, at vi allerede er kommet så langt med det digitale indholdssalg. Hold for guds skyld fast i den direkte relation til brugerne!
Vi kan også glæde os over, at især de europæiske politikere har fået øjnene op for problemstillingerne. Copyrightdirektivet var et vigtigt skridt. Nu kommer så Digital Market Act og Digital Services Act. Det er ekstremt vigtigt, at vores udgiverorganisationer sørger for at påvirke disse lovgivningsinitiativer, så de sikrer en lige og fair konkurrence – og understøtter pressefriheden. Tilsvarende er de nye tanker om en ’European Media Freedom Act’ interessante at følge. Lad os håbe, at også vore nationale politikere får samme forståelse for problemstillingerne, som vi netop nu oplever hos Thierry Breton og Margrethe Vestager.
Allervigtigst kan vi dog glæde os over, at vi stadig lever i levende og velfungerende demokratier, hvor borgerne selv bestemmer, hvem der skal tage beslutningerne. Uden demokrati ingen pressefrihed. Og uden pressefrihed intet demokrati. Som de siger på Washington Post: ”Democracy dies in Darkness”.
Som medier er vi i borgernes og demokratiets tjeneste. Ikke mindst i et år, hvor der i Norge er Stortingsvalg. Og heldigvis er Norge ikke afhængig af en Eugene Goodman. For i Norge passer medierne på demokratiet. Og det gør I godt. Tak for det og tak for ordet.
Jeg håber, I får en rigtig god dag med masser af viden og endnu mere debat."