Efter tre år i spidsen for Politikens Lokalaviser har Søren Riis valgt at stoppe som administrerende direktør. Det sker i forbindelse med en justering af strategien for virksomhedens svenske lokalaviser, hvor resultatudviklingen har været utilfredsstillende.
For at forbedre såvel positionen som indtjeningen i de svenske lokalaviser bliver tidligere administrerende direktør i Politikens Lokalaviser, Jan Halling nu tilknyttet selskabet med ansvar for udenlandske aktiviteter. En hovedopgave bliver at sikre en væsentlig styrkelse af den svenske virksomhed.
”I lyset af resultatudviklingen i de svenske aktiviteter har bestyrelsen for Politikens Lokalaviser lagt en ny strategi. I forlængelse heraf har jeg besluttet at stoppe som administrerende direktør. Jeg har været glad for min tid i spidsen for Politikens Lokalaviser, hvor særligt den danske forretning er kommet i god gænge. Jeg har været heldig at lede et hold virkelig dygtige medarbejdere, som jeg selvfølgelig fortsat vil følge, men nu fra sidelinjen,” siger Søren Riis.
Administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, der er bestyrelsesformand for Politikens Lokalaviser, takker Søren Riis for hans indsats.
”Søren har ydet en stor og engageret indsats for Politikens Lokalaviser. Der hersker ingen tvivl om Sørens professionalisme og loyalitet, og især udviklingen i den danske del af forretningen har været stærk. Vi respekterer Sørens beslutning om at stoppe og ønsker ham alt held og lykke,” siger Stig Ørskov.
Han byder samtidig Jan Halling velkommen tilbage hos Politikens Lokalaviser som ansvarlig for udenlandske aktiviteter. Et succeskriterium er at forbedre såvel position som indtjening for de svenske lokalaviser, der alle indgår i selskabet Lokaltidningen.
”Vi har investeret betydelige ressourcer i at opbygge en position i Sverige, og vi har en dedikeret ambition om at forbedre vores position. Med Jan Hallings dybe ekspertise og indgående kendskab til bl.a. det svenske lokalavismarked, styrkes vi betydeligt. Også når det gælder kampgejst,” siger Stig Ørskov.
Jan Halling, der tiltræder 1. januar, ser frem til at komme i gang med opgaven.
”Jeg har stor respekt for den opgave, der venter, men har i forbindelse med konsulentarbejde for Lokaltidningen haft lejlighed til at møde mange af de mennesker, som jeg nu skal lede. De har gjort et kompetent og overbevisende indtryk, og jeg er sikker på, at vi sammen kan flytte Lokaltidningen rigtig langt. Vi vil både være en stærk lokal aktør samtidig med, at vi fastholder vores position som Skånes mest læste avis,” siger Jan Halling.
Der igangsættes nu rekruttering af en ny administrerende direktør for de samlede aktiviteter i Politikens Lokalaviser. Indtil videre konstitueres økonomidirektør Tommy Voigt Hansen som adm. direktør. Den øvrige del af ledelsen for de danske aktiviteter i Politikens Lokalaviser fortsætter uændret med kommerciel direktør Peter Garhøj og ansvarshavende chefredaktør Claus Krogh.
”Vi har det seneste år realiseret betydelige resultatforbedringer i de danske lokalaviser, hvor vi står med bomstærke positioner i Nordsjælland og i Østjylland, som lover godt for 2018”, siger Stig Ørskov.