__
Skoleeleverne i 8. og 9. klasse bliver efter sommerferien udfordret til at komme med design-ideer til en fremtidig forskningsbase på månen.
Danske virksomheder inden for rumforskning spiller en central rolle i undervisningsprojektet, som omfatter lærerkurser, undervisningsmateriale, en landsdækkende emneuge og en skolekonkurrence.
Bag projektet står Jyllands-Posten, som i samarbejde med bl.a. DI – Organisation for erhvervslivet, videnskab.dk og WimmerSpace har sat rummet og rumforskning på dagsordenen i skolerne.
Frontfigur i WimmerSpace, finansmanden Per Wimmer, har sat sig for at blive den første dansker i rummet. Han har købt billet til flere private rejser til rummet og forventer, at drømmen går i opfyldelse i 2011. Som optakt til skolernes landsdækkende emneuge ”Rejsen til rummet” tager han sammen med formidlere og virksomhedsrepræsentanter landet rundt for at møde og inspirere så mange elever som muligt.
Wimmers næste mål i rummet er månen, hvor han vil plante det danske flag.
”Det bliver nok først om mange år, men min drøm er at besøge en månebase, som danske skoleelever i 2010 var med til at udvikle,” siger Per Wimmer.
Undervisningsprojektet indledes med en række lærerkurser. Kursusledere er lærerne Alan Proschowsky og Hanne Pedersen, der i fællesskab har udviklet undervisningsmaterialet.
”På lærerkurserne får deltagerne bl.a. en mulighed for at møde medarbejdere fra danske virksomheder, der arbejder med rumfartsteknologi. Undervisningsforløbet bygger på innovation og design og fokuserer på at skabe interesse for de naturvidenskabelige fag. Forløbet involverer desuden dansk og uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering,” fortæller Alan Proschowsky, der underviser på Kingoskolen i Slangerup. Han er desuden pædagogisk redaktør på Videnskabet og PD i naturfagenes didaktik.
Der er lærerkurser over hele landet. Kurserne er gratis og varer en dag. Kurserne er et tilbud og ikke en betingelse for at kunne kaste sig over projektet.
Jyllands-Posten fostrede Galathea 3-ekspeditionen bl.a. for at styrke unges interesse for naturfagene, og ”Rejsen til rummet” ligger i forlængelse af dette initiativ.
DI arbejder ligeledes for at styrke interessen blandt unge for de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser.
”Rummet fascinerer, det pirrer de unges nysgerrighed, og som tema i undervisningen kan rummet derfor være med til at stimulere interessen for naturfagene og de tekniske fag på en wauu-agtig måde i kreativt samspil med andre fag. Tilmed har vi i Danmark en række højteknologiske virksomheder, som udvikler produkter til rumindustrien og derfor efterspørger innovative medarbejdere til at udvikle Danmarks position på området. Vores budskab er derfor, at vil I nå stjernerne, viser natur og teknik vejen,” siger Lars B. Goldschmidt, direktør i DI.
Per Wimmer erkender, at planerne om baser på månen lyder som ren science fiction.
”Men sådan var det også, da John F. Kennedy i 1961 afslørede planerne om at landsætte det første menneske på månen inden årtiets udgang. I 1969 landede Apollo 11,” siger Per Wimmer.
Eventyret begynder nu på www.viden.jp.dk/rummet
Trin 1 Lærerkurser om rummet
Trin 2 Emneuge: byg en månebase og få besøg af Per Wimmer
Trin 3 Skolekonkurrence: vind klasserejse til udlandet