Rejsegilde for det nye Jyllands Posten på Sydhavnen i Århus

Rejsegilde for Jyllands-Postens nye domicil

Tirsdag kl. 13 kunne Jyllands-Postens medarbejdere sammen med byggefolk og gæster få sig en øl og en pølse ved rejsegildet for det nye hus på 8.500 kvm, der bygges tæt ved Filmbyen.

Huset er tegnet af Henning Larsen Architects og er bygget i fem etager med et atrium i midten på de fire øverste etager. På nederste etage vil huset udover kontorer og en række andre funktioner have et auditorium, som bl.a. skal bruges til arrangementer for læsere og kunder, og på øverste etage bliver der indrettet kantine og en udendørs terrasse.

Jacob Nybroe, ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Posten, glæder sig i den grad til at flytte ind i de nye rammer tæt på centrum af Aarhus.

»Med huset sender vi et signal om, at vi ønsker at åbne os mere mod verden. Aarhus er hovedstad for Jyllands-Posten, og det vil byen være, så langt vi kan se, og et spritnyt mediehus i en tid, hvor mange skruer ned, er en manifestation af, at vi tror rigtigt meget på fremtiden,« siger chefredaktøren, der også ser et plus for JP Aarhus: JP Aarhus får en meget nem adgang til sine kilder, og kilderne får en nem adgang til JP Aarhus, som rent fysisk kommer tættere på byen nu til gavn for journalistikken.«

Det trekantede nye domicil for Jyllands-Posten vil stå færdig i slutningen af 2019.