Erfaren medieleder afløser Anders Heering i spidsen for Danmarks største erhvervsredaktion.
Det øverste redaktionelle ansvar for Watch Medier bliver fra 1. december lagt i hænderne på Rasmus Emborg. Han overtager rollen som ansvarshavende chefredaktør fra Anders Heering, der i sidste uge blev udnævnt som ny koncerndirektør i JP/Politikens Hus.
Rasmus Emborg kommer fra en stilling som Editorial Director hos både Watch Medier og JP/Politikens Erhvervsmedier, hvor koncernens portefølje af erhvervsmedier er samlet.
"Watch Medier har siden sin fødsel demonstreret en unik evne til at udvikle og følge et skarpt redaktionelt koncept med et kompromisløst fokus på at skabe værdi for en veldefineret målgruppe. Rasmus Emborg har igennem flere år været en helt central figur i udrulningen af succesen. Han har Watch-konceptet på rygraden og er desuden en stærk og erfaren medieleder. Rasmus er ikke bare det naturlige, men også det helt rigtige valg," siger Stig Ørskov, administrerende direktør for JP/Politikens Hus og formand for Watch Mediers bestyrelse.
Emborg begyndte at arbejde for Watch Medier for fem år siden og har været en af de bærende kræfter i udrulningen af selskabets internationale vækststrategi med ansvar for lanceringen af nye medier i Tyskland, Norge og Sverige. Siden september 2023 har han været en del af den øverste ledelse i Watch Medier og har samtidig bidraget med et redaktionelt perspektiv på de øvrige aktiviteter i koncernens erhvervsmedieklynge.
Som ansvarshavende chefredaktør får Rasmus Emborg det øverste ansvar for indholdet på Watch Mediers 16 danske nichemedier, ligesom han fortsætter med at have det overordnede ansvar for implementeringen af og eksekveringen på Watch Mediers koncept i Norge, Sverige og Tyskland. Watch Medier udgiver i dag syv medier i Norge, to i Tyskland og et i Sverige. I alt beskæftiger medievirksomheden ca. 150 redaktionelle medarbejdere.
"Det er både med ydmyghed og kæmpestor begejstring, at jeg har taget imod tilbuddet om at blive chefredaktør efter Anders Heering, der som både chefredaktør og CEO har stået i spidsen for en af de største mediesucceser i Danmark de senere år," siger Rasmus Emborg.
"Sammen med vores mange dygtige journalister, redaktører og redaktionelle ledere ser jeg nu frem til at fortsætte den kurs, som jeg igennem længere tid har haft et tæt samarbejde med Anders om. Jeg vil have fuld fokus på fortsat at sikre høj kvalitet og udvikling af vores eksisterende medier i både Danmark og udlandet, ligesom vi fortsat vil sondere mulighederne for at få nye medier i vores portefølje," siger han.
Sideløbende med den nye rolle som chefredaktør for Watch Medier fortsætter Rasmus Emborg som Editorial Director for JP/Politikens Erhvervsmedier. Han kommer til at referere til den nye direktør for Watch Medier og JP/Politikens Erhvervsmedier, som der er igangsat en rekrutteringsproces for at finde.
Rasmus Emborg er 56 år og uddannet journalist fra DMJX. Han indledte sin karriere som journalist og siden redaktør på Politiken. Senere blev han chefredaktør og administrerende direktør for Avisen.dk og Ugebrevet A4, og senest var han nyhedschef på Børsen, inden han kom til Watch Medier.