De to ejerfonde bag JP/Politikens Hus A/S har per 10. juni udnævnt Raoul Grünthal som bestyrelsesformand og Jeanette Fangel Løgstrup som næstformand for selskabet.
Samtidig forlader Lars Munch selskabets bestyrelse for at genindtræde som formand for Politiken-Fonden, hvor Finn Junge-Jensen bliver næstformand. Om sin beslutning om at træde tilbage siger Lars Munch:
”På baggrund af den seneste tids kritiske omtale kan jeg se, at jeg ikke har den nødvendige opbakning, der skal til for at bringe Huset igennem de forandringer, jeg mener er afgørende de kommende år. Derfor meddelte jeg 5. maj de to ejerfonde, at jeg ville stoppe. Det glæder mig på virksomhedens vegne, at Raoul indtræder som formand. Jeg anser ham for at være en af Nordens mest vidende og visionære medieledere.”
Raoul Grünthal har indgående erfaring med digital medieudvikling efter blandt andet 15 år i topledelsen hos Schibsted. Han har siden foråret 2022 være en del af JP/Politikens Hus’ bestyrelse. Jeanette Fangel Løgstrup har siden 2009 været medlem af bestyrelsen i JP/Politikens Hus og er professionelt bestyrelsesmedlem i en række andre, større virksomheder.
Raoul Grünthal understreger, at der hurtigt skal arbejdes med selskabets governance, og herefter er opgaven at se frem:
”Vi er enige med ejerne om, at der skal skabes klare linjer mellem fonde og selskab. Der er ingen tvivl om, at uroen har kostet på vores omdømme, og det er en vigtig opgave at skabe ro og tillid i organisationen og etablere tidssvarende rammer for god selskabsledelse.”
Raoul Grünthal fortsætter:
”Jeg glæder mig allermest til at være med til at udvikle de mange medier, forlag og forretninger i JP/Politikens Hus, som hver måned bruges af 3 mio. borgere. Vi skal nu for alvor i gang med at eksekvere på den strategi, som vi fremlagde tidligere på året. En strategi, som afspejler, at Huset har mange af landets mest talentfulde og kreative medarbejdere, og at vi har både investeringslyst og -midler til de kommende års store forandringer i mediemarkedet”.