Med henblik på at accelerere koncernens internationale vækststrategi ansætter JP/Politikens Hus nu norske Espen Egil Hansen som international rådgiver. Som chefredaktør på både Aftenposten og VG Nett høstede Espen Egil Hansen stor international anerkendelse for sine publicistiske bedrifter, ligesom han samtidig var en afgørende drivkraft i den succesfulde digitalisering af Norges største avistitler i regi af mediekoncernen Schibsted.
Udover at være frontløber for udviklingen af digital journalistik og en stor inspirationskilde for verdens publicistiske medier, har Espen Egil Hansen gjort sig internationalt bemærket for sin kamp mod Facebooks censurering af journalistik. International News Media Association (INMA) tildelte i 2017 Espen Egil Hansen ’The Global Media Award’.
Espen Egil Hansen, der både har arbejdet som fotograf og journalist, stoppede i 2020 hos Schibsted, hvor han senest indtog en position som ’Head of New Media Concepts’. Siden da har han været rådgiver for ledelsen i en række medieselskaber i Europa, Afrika og USA, blandt andet Politiken. Han er derudover bestyrelsesformand for de to norske start-up selskaber, Shifter og Factiverse, ligesom han i en årrække har været Vice President i INMA og siddet i Schibsteds koncernledergruppe for News Media.
Adm. direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov betegner ansættelsen af Espen Egil Hansen som et scoop.
”Der findes få, om nogen, med så dyb indsigt i udviklingen af digital journalistik som Espen Egil Hansen. Når dertil lægges hans enorme internationale netværk og solide publicistiske fundament, kunne vi ikke have ønsket os en stærkere profil til at bidrage til vores internationale vækststrategi. Espen Egil Hansen vil samtidig kunne yde uvurderlig rådgivning til vores danske titler, som tilfældet allerede har været med Politiken, hvor han det seneste år har været en stærk sparringspartner for ledelsen. I tillæg til alt dette, har Espen Egil Hansen en særlig tilknytning til Danmark med dansk mor og sommerbolig i Svendborg. Vi glæder os utroligt meget til samarbejdet,” siger Stig Ørskov.
Espen Egil Hansen siger han både er stolt og ydmyg overfor de nye opgaver.
“Jeg kender JP/Politikens Hus som en publicistisk virksomhed med fremragende medarbejdere og med vilje og styrke til at udvikle medier. Med titler som Politiken, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet er man en integreret del af danskernes hverdag. Det er en tillid, man har opnået, fordi man har evnet at forstå sin tid og har evnet at udvikle og tænke nyt uden at tabe det journalistiske kerneformål af syne. Jeg er stolt og ydmyg over at få lov til at være med til at udvikle koncernen yderligere.”
”Jeg mener, at journalistik er en livsnødvendighed for fungerende demokratier. Ser vi os omkring, kan vi ikke længere tage noget som en selvfølge. Jeg synes, det er et inspirerende udgangspunkt og glæder mig til at tage fat,” siger Espen Egil Hansen, som tiltræder 1. oktober.
Yderligere kommentarer
Espen Egil Hansen, +47 90 98 50 06
Stig Ørskov, +45 33 47 27 00