Et strategisk samarbejde med CashbackAPP gør det nu muligt for Politikens Lokalaviser i højere grad at bygge bro mellem forbruger og annoncør via et loyalitetskoncept.
Politikens Lokalaviser kan fremover tilbyde deres annoncører en let tilgængelig løsning, hvor man indenfor 24 timer får oprettet et unikt loyalitetskoncept, som giver annoncøren mulighed for at kommunikere digitalt og relevant direkte til deres kunders mobiltelefon.
Samtidig får Politikens Lokalavisers læsere nemt, gratis og sikkert muligheden for at omdanne et helt almindeligt Dankort til et loyalitetskort, og vil herefter modtage cashback belønninger hver gang de handler i de deltagende butikker.
”Vi har længe vurderet forskellige loyalitetskoncepter, for at kunne imødegå de ønsker og behov, vi oplever i markedet, og med CashbackAPP har vi fundet det helt rigtige koncept, som kan fastholde lokal handel og som både tilgodeser annoncør og forbruger”, oplyser Peter Garhøj, kommerciel direktør hos Politikens Lokalaviser.
”Kombinationen af Politikens Lokalavisers trykte aviser, deres mange online aktiviteter og systemets mulighed for at kommunikere direkte til kundens mobiltelefon, er helt unik. Jeg er overbevist om, at med dette samarbejde bliver CashbackAPP ikke kun Danmarks nemmeste loyalitetskoncept, men med Dankort som omdrejningspunkt også det stærkeste”, fortæller Nikolaj Veje Rasmussen, direktør i CashbackAPP.
”Dankort er grundlaget for de fleste betalinger i Danmark. Derfor giver det god mening, at forretninger og udbydere af loyalitetskoncepter får mulighed for at koble deres loyalitetsprogrammer direkte til Dankort – til glæde for dem selv og ikke mindst deres kunder, der slipper for at have en masse medlemskort på lommen, fordi rabatter og fordele udløses automatisk, når man betaler med Dankort,” siger Jeppe Juul-Andersen, vicedirektør og ansvarlig for Dankort hos Nets A/S.
Lige nu introduceres CashbackAPP af Politikens Lokalaviser blandt andet i Aarhus og om kort tid udbredes konceptet til flere af de byer, hvor Politikens Lokalaviser udgiver lokale ugeaviser.