Steffen Damborg, 43 år, tiltræder mandag den 3. marts 2014 stillingen som digital direktør med ansvar for Politikens Lokalavisers online-aktiviteter i Danmark og Sverige.
Dermed får han ansvaret for den kommercielle udvikling af lokalavisen.dk, lokaltidningen.se og de underliggende nyhedssites baseret på de lokale ugeaviser.
Steffen Damborg kommer fra Jyllands-Posten, hvor han har fungeret som udviklingschef og direktør for en række online aktiviteter siden 2005 med hovedfokus på digital forretningsudvikling. Steffen Damborg er uddannet MBA og M.Sc. (statskundskab) fra universiteterne i Aarhus og Heidelberg og fungerer som censor ved blandt andet Copenhagen Business School.
”Politikens Lokalaviser er en dynamisk virksomhed, der har opnået en stærk position på ugeavismarkedet. Opgaven for det digitale team bliver at positionere Politikens Lokalaviser lige så godt på de digitale platforme, som man er lykkedes med på lokalaviserne. Det er en både stor og spændende udfordring, som jeg ikke kunne sige nej til,” siger Steffen Damborg.
Det er således Politikens Lokalavisers mål at udnytte selskabets stærke lokale relationer til at øge sin tilstedeværelse på de digitale platforme, for derigennem at sikre en høj digital dækning, til glæde for lokalavisernes mange læsere/brugere og lokale annoncører.