Politikens Forlag styrker svensk position med opkøb af fagbogsforlaget Roos og Tegnér

Med etableringen af Bokförlaget Polaris i 2017 har Politikens Forlag på blot tre år skabt en stærk position på det svenske bogmarked. Alene i 2020 realiserede Polaris en vækst på 44 pct. på baggrund af en række stærke skønlitterære forfatterskaber, heriblandt Karin Smirnoff, Lena Andersson, Klas Östergren, Elisabeth Åsbrink og Åsa Linderborg.

Nu styrker Polaris positionen yderligere gennem købet af fagbogsforlaget Roos & Tegnér i Malmø, som led i en strategisk satsning på at udbrede Polaris yderligere og vokse på det svenske marked.

Roos & Tegnér, der er etableret i 2006, har de seneste år haft en voksende omsætning og gode resultater. Roos & Tegnér har profileret sig inden for sundhed, mad, have, selvudvikling, indretning og privatøkonomi. Af fremtrædende forfatterskaber kan fremhæves Sara Bäckmo og Frida Ramstedt. Nu får Roos & Tegnér tilført stærke ressourcer og et tæt samarbejde med den stærke nonfiktion-redaktion på Politikens Forlag, for dermed at kunne udvikle udgivelseslinjerne yderligere og satse endnu mere ambitiøst på udgivelsesprojekter inden for fagbøger.

Petra Ward, der i dag er direktør for Roos & Tegnér, fortsætter med at lede forlaget og får det samlede ansvar for fagbøger hos Polaris. Michael Tegnér, grundlægger af Roos & Tegnér og tidligere hovedaktionær, stopper på forlaget med udgangen af marts.

Lene Juul, direktør, Politikens Forlag:
Roos & Tegnér er i dag et velrenommeret fagbogsforlag, som vi ser et stort potentiale i. Med købet af Roos & Tegnér, og deres dygtige medarbejdere og ikke mindst tilknytningen af Petra Ward, er det lykkedes Polaris at erhverve et fundament til at bygge en langt større fagbogslinje inden for emneområder med store muligheder. Vi forventer os meget af samarbejdet over Øresund og glæder os til at videreudvikle Roos & Tegnér inden for nogle udgivelseslinjer, hvor Politikens Forlag i en årrække har domineret fagbogsmarkedet og leveret adskillige bestsellere inden for flere emneområder.”

Jonas Axelsson, VD, Polaris:
”Roos & Tegnér har imponeret mig gennem deres udgivelser de seneste år. Med købet får Polaris tilført stærke kompetencer takket være kompetente kolleger i Malmø og en række store forfattere, samt et tydeligt udgangspunkt for videreudvikling af fagbogslinjerne. Samtidig er det muligt at skabe et stærkt samarbejde med vores danske kolleger, hvilket er helt centralt i et konkurrencepræget mediemarked. Hvad angår grænseflader, så fortsætter Polaris i Stockholm med at udgive narrativ nonfiktion og biografier samt skønlitteratur, mens den resterende faglitteratur vil udkomme på Roos & Tegnér.” 

Michael Tegnér:
Vi har fra starten haft det mål at fokusere på fagbøger med høj kvalitet, og det er vi lykkedes med. Vi har haft en meget positiv udvikling de seneste år og for at kunne fortsætte denne vækst, er denne handel perfekt. JP/Politikens Forlags og Polaris’ kompetencer, erfaring og historik giver mulighed for at fortsætte rejsen. Jeg er meget glad for og tryg ved de nye ejere af Roos & Tegnér.”