Boldens stifter, forlægger Ulrikke Juul Bondo og direktør for Politikens Forlag, Lene Juul.
Boldens stifter, forlægger Ulrikke Juul Bondo og direktør for Politikens Forlag, Lene Juul.

Politikens Forlag styrker børnebogssatsning med opkøb af Bolden

Politikens Forlag har indgået aftale om at overtage Bolden, et fremgangsrigt dansk børnebogsforlag med fokus på børns udvikling, læring og læsning. Overtagelsen træder i kraft den 1. oktober 2026 og lægger sig i forlængelse af en årelang satsning og succes på børnebogsområdet.

Politikens Forlag står i dag bag flere populære børnebogsuniverser og -forfatterskaber på det danske marked, herunder Sigurd Barrett, Sara Blædel, Kristian Gintberg, Wulffmorgenthaler og Lille Bille med flere.

Direktør Lene Juul udtaler:

"Med opkøbet af Bolden udvider vi nu både bredden og dybden i vores børnebogssortiment og tilføjer et veldrevet forlag til vores portefølje".

Bolden blev grundlagt i 2009 og har specialiseret sig i kvalitetsbøger for børn og unge i mange forskellige formater og til mange forskellige aldre, alle med fokus på den gode fortælling og med udgangspunkt i, at det skal være sjovt at læse, lege – og lære. Kataloget indeholder en række stærke og populære egne figurer og serier, der har vundet indpas hos både børn og forældre.

Boldens stifter, forlægger Ulrikke Juul Bondo, udtaler:

"Vi er meget glade og synes, at vi med denne aftale er landet det helt rigtige sted – og har fundet et godt 'hjem' for Bolden. De to forlags profiler supplerer hinanden godt og danner et stærkt grundlag for, at vi sammen kan videreudvikle begge porteføljer af kvalitetsbørnebøger med endnu flere titler, formater og andre nye, spændende tiltag, som vil sikre vækst på både det danske og det nordiske marked".

Satsningen på børnebøger taler ind i en tid, hvor børns læsefærdigheder er under pres. Den nyeste Pisa-undersøgelse viser, at danske elevers faglige niveau er lavere end nogensinde før, og Lene Juul ser det som en kerneværdi for Politikens Forlag at inspirere endnu flere børn og unge til at gribe ud efter bøgerne.

"Læseglæde begynder hos de mindste, og det er helt afgørende at skabe bøger, der kan konkurrere med skærmen. Både politikere, skoler og forældre efterspørger initiativer, der kan vende udviklingen og få flere børn til at læse mere – og med Bolden får Politikens Forlag et forlag, der i årevis har arbejdet dedikeret med netop dette formål", siger Lene Juul.