Som led i en ambitiøs vækststrategi etablerer Politikens Forlag nu lydbogsforlaget North Audio Publishing, hvor målet er at skabe et internationalt digitalt forlag med hovedvægt på kvalitetsunderholdning på lyd. North Audio Publishing skal generere en stor volumen af stærke underholdningstitler til hovedsageligt streamingmarkedet.
Lydbogsmarkedet vokser markant i Skandinavien og potentialet er stort inden for både oversat underholdningslitteratur og originalt lydindhold. Med stort fokus på serieudgivelser skal North Audio Publishing udgive nyt indhold til den øgede efterspørgsel, der er i markedet. Igennem de seneste år har både Politikens Forlag og det svenske datterselskab, Bokforläget Polaris oplevet stor vækst på bestsellere i de forskellige lydbogsgenrer, og med etableringen af North Audio Publishing er det klare mål at øge markedsandelen og bruge såvel eksisterende som nye rettigheder i flere lande.
North Audio Publishing etableres som en lyddivision under Politikens Forlag
I forbindelse med etableringen hentes Lars Jexell, tidligere Piratförlaget, ind som Digital Sales Manager med hovedansvar for udrulningen af North Audio Publishing i Skandinavien og yderligere ekspansion.
Det redaktionelle ansvar for udvælgelsen af indhold og håndtering af rettigheder varetages af Line Miller, forlagschef på oversat skønlitteratur i Danmark og Sofia Brattselius Thunfors, forlægger på Bokforläget Polaris.
Lene Juul, direktør, Politikens Forlag:
”Politikens Forlag oplevede i 2020 vækst for tredje år i træk både i Danmark og Sverige på såvel print som det digitale. Det nye lydbogsforlag skal bidrage til yderligere vækst. Målet for den nye udgivelseslinje North Audio Publishing er at levere den bedste underholdningslitteratur til de mange lyttere, der er blevet hooked på lydbøger, og som i dag binge-lytter mange timer om dagen. Vi vil udgive kvalitetslitteratur inden for alle genrer og målretter nu udgivelser direkte mod lytterne for at tilfredsstille en tydelig efterspørgsel i markedet. Samtidig giver det digitale felt unikke muligheder for ekspansion til andre lande, hvilket er et mål for Politikens Forlag.”