Politikens Forhal er nu klar med udstillingsprogrammet for 2020. Programmet, som indeholder fem udstillinger, byder på en række af de mest talentfulde danske samtidskunstnere: Maiken Bent, Amalie Jakobsen, Studio ThinkingHand, Mille Kalsmose samt duoen Hesselholdt & Mejlvang.
Udstillingschef, Signe Cecilie Jochumsen lægger især vægt på programmets ambition om at involvere publikum.
”Jeg ser frem til et 2020-program med fokus på storskalainstallationer og konceptuelle værker, der trækker tråde langt ud i samfundet. Samtidskunsten, som den former sig i disse år, er i høj grad drevet af en interesse for at involvere publikum og verden omkring værket. Vores udstillingsprogram bør i høj grad afspejle de bevægelser, vi ser i samtidskunsten. Det gør 2020-programmet til fulde,” siger Signe Cecilie Jochumsen
Hun glæder sig samtidig over, at Rådhuspladsen med Cityringens åbning i efteråret 2019 er blevet genetableret:
”Med afslutningen af Metro-byggeriet og genåbningen af Rådhuspladsen kommer Politikens Hus og dermed også Politikens Forhal virkelig til sin ret. Men en så markant placering forpligter også, og det ansvar tager vi naturligvis gerne på os.”
Foruden udstillingerne vil 2020-programmet også indeholde en række Art Talks og nye samarbejder både i og uden for huset. Læs mere om Politikens Forhal og kunstnerne i 2020-programmet her: Politikens Forhal.
