Amalie Kestler, ny chefedaktør på Politiken

Politiken udnævner ny chefredaktør og styrker den redaktionelle ledelse

Efter indstilling fra Politiken-Fonden har JP/Politikens Hus udnævnt Amalie Kestler som ny chefredaktør på Politiken. Amalie Kestler kommer fra en stilling som indlandschef på avisen. Politiken styrker samtidig sin debatprofil med Lotte Folke Kaarsholm, hidtil vært på DR2 Deadline, som ny opinionsredaktør. Rebecca Vang udnævnes til chef for strategi og organisation.

Amalie Kestler får som chefredaktør ansvar for at udvikle Politikens kvalitetsjournalistik, så avisen også fremover er førende i Danmark, ligesom hun skal sikre de næste vigtige skridt i Politikens succesfulde digitale transformation. Amalie Kestler vil derudover skrive fast i avisen.

”Amalie Kestler er en fremragende journalistisk leder, der baserer sin ledelse på en kombination af smittende entusiasme og tydelig angivelse af retning, ligesom hun har en særlig forståelse af Politikens ånd, ide og tradition. Amalie Kestler skal sikre et journalistisk, publicistisk og visuelt topniveau, så Politiken udvikler og forstærker positionen som landets mest fremtrædende og toneangivende avis,” siger ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen.

”Amalie har i sin tid som indlandschef skabt enestående resultater og udviklet journalistikken markant på væsentlige stofområder. Jeg glæder mig til samarbejdet.”

Den nye chefredaktør har høje ambitioner for Politiken:

”Politiken skal være i konstant kreativ bevægelse og trampe nye stier – både digitalt og på print. Politiken er lig med de største læseroplevelser, den dybeste undersøgende journalistik og den evige fortælleglæde. Jeg glæder mig til at udvikle et fornyet Politiken sammen med de helt særlige mennesker, som er ansat i vores hus.”

Ny opinionsredaktør

Lotte Folke Kaarsholm skal som ny opinionsredaktør forny og skærpe Politikens position i samfundsdebatten. Med en baggrund som redaktionschef på Information og vært på Deadline repræsenterer Lotte Folke Kaarsholm den intellektuelle tyngde og journalistiske kraft, der skal til for at modernisere opinionsområdet:

"Lotte Folke Kaarsholm er en original intellektuel profil og en stærk leder med analytisk skarphed og journalistisk kant. Hun har en helt særlig sans for at slå ned på de mest strømfyldte samfundsdebatter med overraskende kilder og skribenter. Jeg glæder mig til at se, hvor Lotte kan tage Politikens opinionsstof hen,” siger Christian Jensen.

Den hidtidige opinionsredaktør, Mads Zacho Teglskov tiltræder en ny stilling som satireredaktør med ansvar for at udvikle og modernisere Politikens tradition for humor og frisind.

Ny chef for strategi og organisation

Politiken forstærker sin organisation yderligere ved at udnævne Rebecca Vang til ny chef for strategi og organisation.

Rebecca Vang får en central rolle i udviklingen og eksekveringen af Politikens strategi, ligesom hun bliver en dynamo i den redaktionelle udvikling og skal lede Politikens administration.

”Som uddannet journalist kombineret med en stor erfaring med organisationsudvikling har Rebecca Vang en enestående evne til at gennemføre redaktionelle og kommercielle forandringer samt eksekvere strategiske beslutninger,” siger Christian Jensen.

Amalie Kestler, Rebecca Vang og Mads Zacho Teglskov tiltræder deres stillinger med det samme. Lotte Folke Kaarsholm tiltræder 1. august.