Hvordan skal vi i praksis realisere den grønne omstilling? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for det nye digitale medie Politiken Miljø & Klima, som er gået luften i dag.
Politiken Miljø & Klima er et abonnementsbaseret nichemedie, der henvender sig til alle, som er fagligt involveret i den grønne omstilling.
”Selv om vi alle sammen lige nu er optaget af coronakrisen, så ved vi godt, at den grønne omstilling ikke kan vente. Derfor har vi glædet os utroligt meget til at byde læserne velkommen til vores nye medie,” siger Anders Jerking, der er chefredaktør for Politiken Nicher.
Politiken Nicher udgiver i forvejen Politiken Sundhed om det nære sundhedsvæsen, Skoleliv om grundskolen og Byrum om byudvikling.
Politiken Miljø & Klima vil med uafhængig journalistik, faglig indsigt og levende debat sætte fokus på de løsninger, der er brug for, når vi skal omstille os til et CO2-neutralt samfund, tilpasse os klimaforandringerne og nedbringe vores ressourceforbrug.
”Den grønne omstilling er en enorm udfordring for alle dele af samfundet. Derfor vil vi både fokusere på de økonomiske, tekniske, politiske og etiske aspekter af den grønne dagsorden, og på den skabe et mødested, der bringer forskellige faggrupper sammen,” siger Anders Jerking.
Politiken Miljø & Klima udkommer med et dagligt nyhedsbrev med overblik, nyheder, debat og inspiration. Det nye medie kan også læses på miljoogklima.dk. Alle kan frit tegne 14 dages prøveabonnement.