_____
Magnus Holm, der har været fotoelev på Politiken siden august 2011, blev onsdag 14. november udnævnt som ’College Photographer of the Year’. Som den første dansker nogensinde.
Ud af over 10.000 indsendte fotografier vurderede en dommerkomité bestående af fotoredaktører og fotografer fra blandt andet Washington Post, National Geographic og Los Angeles Times, at Magnus Holms serie af billeder – både portrætter og reportagefotografier – var så overbevisende, at det berettiger ham til titlen verdens bedste fotografelev.
’College Photographer of the Year’ er de studerendes udgave af en af verdens største og mest anerkendte fotokonkurrencer, Pictures of the Year, POY. College-udgaven blev oprettet i 1945, og dens priser er således blevet uddelt 67 gange. Med prisen følger et
tilbud om et praktikophold på National Geographic.
Konkurrencens vindere kåres i forskellige kategorier som sportsfoto, portrætter, reportager og nyhedsfoto. Og derudover gives der så en hovedpris for en samling af billeder, som viser fotoelevens bredde og evner inden for flere kategorier. Og det er for en sådan såkaldt portefolie af billeder, at Magnus Holm i nat tog sejren hjem.
I hans serie, der rummer fotografier taget inden for det seneste halvandet år, findes blandt andet et portræt af skuespilleren, stand-up’eren Jan Gintberg, af den tidligere boksemester Tom Bogs samt billeder fra Hovedbanegården i København, en nazidemonstration i Aarhus og to reportager, en i Ukraine og en i Detroit.
Ud over titlen som ’College Photographer of the Year’ vandt Magnus Holm også førsteprisen i kategorien ’Bedste udenlandske reportage’ for sin serie om glemte, misbrugshærgede børn i Kharkiv, en af de ukrainske byer, der var vært for EM i fodbold i sommer.
I det hele taget gjorde danske fotostuderende et tungt og godt indhug i priserne. Fem guldmedaljer blev det til – til fotostuderende Marie Hald i dokumentarkategorien, Nikolai Linares i kategorien ’interpretive project’, Tobias Nørgaard Pedersen vandt en førstepris i ’Billedserier, indland’, Bjarke Bo Olsen ligeledes for et billede i kategorien ’Nyheder’ og Jeppe Bøje Nielsen i portrætkategorien.
Og endelig hentede Lærke Posselt, der er tidligere fotoelev på Politiken, en bronzemeldalje for sit portræt af en toårig deltager i en amerikansk skønhedskonkurrence. Posselt er tidligere kåret til årets bedste portrætfotograf.