POLFOTO sætter nye standarder med polfoto.dk

POLFOTO SÆTTER NYE STANDARDER OG GÅR I LUFTEN MED RELANCERINGEN AF ET HELT NYT OG EKSKLUSIVT POLFOTO.DK…

Forbedrede søgefunktioner og udvidet selvbetjening er bare et par af de nye tiltag på det relancerede polfoto.dk, der går i luften 22. marts. Websitet sætter nye standarder ved at være tilpasset alle typer browsere og skærmformater, og der er kommet ’endless scroll’,
som man kender det fra Google.

Det nye polfoto.dk er blevet til i samarbejde med det prisvindende designbureau Hallo Monday, der tidligere har stået bag design for B&O, LEGO og Google, og designerne har haft travlt: Brugervenligheden er optimeret, og det visuelle look er blevet opgraderet blandt andet med en billedvæg, hvor billederne præsenteres i en mosaik til glæde for kreative kunder. Også film- og tv-kunderne er blevet tilgodeset med deres eget univers for levende billeder.

Bureauchef Claus Lunde udtaler om den nye satsning:
”De danske medier er i en transformationsfase, hvor udvikling er altafgørende. Det visuelle udtryk med både levende billeder og stillbilleder har aldrig haft en så stor betydning som nu. Samtidig har der aldrig været så mange funktioner og arbejdsopgaver lagt ned på den enkelte redaktionelle og kreative medarbejder. POLFOTO havde sidste år et kanon år med vækst og fik lejlighed til at afprøve en del nye metoder for bedre at kunne imødekomme de behov, som markedet efterspørger. Derfor lancerer vi nu et website, der sætter nye standarder i Danmark. Vi har investeret en del i udarbejdelsen og rådført os med prisvindende Hello Monday omkring design og funktionalitet. Vi tror med andre ord på, at den vækst, vi indtil nu har oplevet, vil fortsætte hvor brugervenlighed og enkelthed for den enkelte bruger i dagligdagen er det mest efterspurgte. Med det nye polfoto.dk vil vi kunne servicere alle i ét univers, så kunderne fremover kun behøver at handle ét sted. Såvel når det gælder et mere volumenbaseret behov, såvel som når der efterspørges specielle kollektioner eller eksklusive billeder.”

Også nyhedschef Teit Hornbak er tilfreds med det nye website, der gør det nemmere at være nyhedstjenestekunde:
”Med det nye polfoto.dk får vores nyhedstjenestekunder mulighed for visuelt at spotte dagens vigtigste historier. Fremover vil det være billeder, der som det første møder brugerne, både når det kommer til historier, nyhedstjenesten dækker, og de løbende opdaterede gallerier. På den måde kan brugerne nemt og hurtigt orientere sig i dagens vigtigste begivenheder.”