Med virkning fra årsskiftet indtræder Per Mikael Jensen, 61, i bestyrelsen for JP/Politikens Hus. Per Mikael Jensen arbejder som selvstændig rådgiver for flere virksomheder, blandt andet som Head of External Affairs i Seaborg, der udvikler moderne nukleare reaktorer. Han er uddannet journalist og har blandt andet været administrerende direktør i Metro International, TV2 Danmark og Alrow Media, der udgiver Altinget og Mandag Morgen. Som journalist arbejdede han blandt andet som søndagsredaktør på Politiken og redaktionschef på Jyllands-Posten.
”Per Mikael Jensens indgående erfaring med udvikling af journalistik og medier kombineret med hans store internationale udsyn og skarpe blik for nye muligheder bliver en stor gevinst for JP/Politikens Hus, og jeg glæder mig meget til, at han nu bliver en del af et stærkt bestyrelsesteam,” siger formand for bestyrelsen i JP/Politikens Hus, Peter Bartram.
Per Mikael Jensen ser frem til at bidrage til udviklingen af JP/Politikens Hus.
”Allerede for 20 år siden blev kvalitetsmedier verden over udfordret af det store, anonyme tag-selv bord, som den digitale virkelighed dækkede op, og med blandt andet AI bliver udfordringen kun større. Jeg glæder mig uhyre meget til at deltage i bestyrelsens arbejde for at prioritere de store muligheder, som medierne og forretningerne i JP/Politikens Hus har for at udbygge den unikke position i det danske samfund. Kvalitet, troværdighed og relevans går sjældent af mode”, siger Per Mikael Jensen.
Med udpegningen af Per Mikael Jensen består bestyrelsen for JP/Politikens Hus af Peter Bartram (formand), Raoul Grünthal (næstformand), Jeanette Fangel Løgstrup, Michael Løve, Anette Mellbye, Per Mikael Jensen, Tina Bryld, Kristoffer Brahm og Magnus Thielsen. De tre sidstnævnte er medarbejdervalgte.
I forbindelse med at Per Mikael Jensen indtræder i bestyrelsen for JP/Politikens Hus forlader han Jyllands-Posten Fond, hvor han har været medlem siden 2022.