Over 10.000 betaler nu for at læse ”EKSTRA” på ekstrabladet.dk

Ekstra Bladets betalte indholdsområde på ekstrabladet.dk har kun eksisteret knapt et halvt år. Alligevel har EKSTRA, som det hedder, allerede rundet et skarpt hjørne og har nu over 10.000 betalende kunder.

- Det er en positiv overraskelse, at vi allerede har over 10.000 betalende kunder. Det overgår faktisk vores egne mål for i år allerede knap to måneder før 2013 er omme. Så vi er meget tilfredse, og det giver god næring til troen på, at vi på sigt kan lave en god forretning med betalt indhold på nettet, siger Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen.

Et EKSTRA-abonnement koster 29 kroner om måneden og bygger på en såkaldt Freemium-model, hvor solosager, afsløringer og egenproducerede artikler og større temaer på ekstrabladet.dk er betalt indhold, mens nyhederne og fælleshistorierne på sitet som altid er gratis.

Det har været målet ved lanceringen af betalingsmodellen, at trafikken på Ekstrabladet.dk, der er pulsåren for annoncesalget og Ekstra Bladets digitale forretning, ikke måtte svækkes. Og det mål har man også opnået.

Det er ledende redaktør Lisbeth Langwadt, der sammen med et team af tre dedikerede redaktionschefer, Marie Nørgaard, Thorleif Ravnbak og Pia Haabegaard, har stået i spidsen for den redaktionelle profil af EKSTRA. Hun hæfter sig ved, at et grundigt forarbejde før lanceringen samt et konstant fokus på strategien efter lancering bærer frugt:

- Omdrejningspunktet er et fokus på både at tiltrække nye kunder, fastholde de eksisterende, overvåge konverteringen, frafaldsprocenten osv. Så løbende udvikling og forædling af produktet fylder meget i projektet. Og det lønner sig, siger Lisbeth Langwadt.

- Bl.a. er vores afslørende og gravende journalistik populært i EKSTRA. Ekstra Bladets rolle som vagthund er mindst ligeså vigtigt som altid - der er bare nogle læsere, der hellere vil læse de gode historier på mobil, tablet eller desktop frem for på print. Og den mulighed har de fået med EKSTRA, tilføjer hun.