Dorthe Bjerregaard-Knudsen, 37 år, indtræder 11. april 2014 i direktionen i JP/Politikens Hus A/S. Her overtager hun posten som koncerndirektør efter Stig Kirk Ørskov, der med virkning fra 1. marts 2014 er tiltrådt som administrerende direktør for JP/Politikens Hus A/S.
Dorthe Bjerregaard-Knudsen kommer fra en stilling som administrerende direktør i OMD Denmark, et af landets førende mediebureauer.
”Dorthe Bjerregaard-Knudsen er skræddersyet til jobbet som koncerndirektør i JP/Politikens Hus. Hun har mange års erfaring fra mediebranchen, solid kommerciel og salgsmæssig indsigt, stærke digitale og analytiske kompetencer, og så har hun en fantastisk personlighed. Jeg glæder mig meget til amarbejdet”, siger administrerende direktør Stig Kirk Ørskov.
”Jeg er utrolig glad for, og stolt af, at blive en del af direktionen i JP/Politikens Hus. Det er en stærk og alsidig medievirksomhed med karakterfulde udgivelser og en solid digital udvikling, som jeg glæder mig meget til at bidrage til”, siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen.
Med stillingen som koncerndirektør får Dorthe Bjerregaard-Knudsen det overordnede kommercielle ansvar for Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Politiken og Politikens Lokalaviser, det overordnede digitale udviklingsansvar for koncernens aktiviteter, samt ansvar for distribution herunder som formand og næstformand i Dansk Avis Omdeling og Bladkompagniet.
JP/Politikens Hus direktion består herefter af administrerende direktør Stig Kirk Ørskov, koncernøkonomidirektør Henrik Schjerbeck, koncerndirektør Jens Bruun og koncerndirektør Dorthe Bjerregaard-Knudsen. Som tidligere meddelt udtræder Jens Bruun af direktionen 30. april 2014.
Yderligere oplysninger
For yderligere oplysninger kontakt administrerende direktør Stig Kirk Ørskov på 3347 2701.
CV er vedlagt. Foto kan downloades på http://jppol.dk/da/specialsider/presse-/seneste-nyt.aspx