Politikens Lokalaviser/Lokaltidningen forstærker per 1. juni 2015 den kommercielle ledelse med ansættelsen af Christopher Book som ny kommerciel direktør i Sverige. Christopher Book får det overordnede ansvar for storkunde- og bureausalg, ligesom han får det overordnede kommercielle ansvar for aviserne i Lokaltidningens region syd.
Christopher Book kommer fra en stilling som salgschef hos MTG TV med ansvar for det regionale salg i Göteborg, Malmö og Stockholm.
”Christopher Book har stærke, dokumenterede salgskompetencer og et stort netværk i Lokaltidningens udgivelsesområde. Det bliver en kæmpe gevinst for os, at Christopher Book nu bliver en del af den kommercielle ledelse”, siger adm. direktør Søren Riis, og fortsætter ”jeg har høje forventninger til udviklingen af vores svenske ugeaviser, og med et kommercielt team bestående af Dennis Oscarsson Krook og Christopher Book, har vi de helt rigtige personer i spidsen”.
Lokaltidningens region syd dækker udgivelsesområdet syd for Landskrona, Hässleholm og Kristianstad og omfatter 18 aviser. Lokaltidningen, der er et svensk datterselskab til Politikens Lokalaviser A/S, udgiver i alt 39 lokalaviser i det sydlige Sverige.
Både Christopher Book og Dennis Oscarsson Krook, begge svenske, refererer til Søren Riis og er en del af chefgruppen for Politikens Lokalaviser A/S.