Søren Svendsen, 49 år, indtræder 1. september 2015 i koncerndirektionen i JP/Politikens Hus i en nyoprettet stilling som digital direktør.
Søren Svendsen har siden 2002 haft ansvaret for Ekstra Bladets digitale aktiviter. Han har dermed en stor del af æren for, at Ekstra Bladet i dag er Danmarks suverænt største digitale medie med næsten 1 mio. daglige brugere.
”JP/Politikens Hus har en klar, strategisk målsætning om at udbygge positionen som Danmarks førende digitale mediehus. Med Søren Svendsen i koncerndirektionen øger vi vores digitale eksekveringskraft betragteligt og dermed også evnen til at realisere vore høje, digitale ambitioner. Kombinationen af en stærk kommerciel baggrund, en udpræget teknologiforståelse og betydelig erfaring med digital forretningsudvikling gør Søren Svendsen skræddersyet til stillingen. At han samtidig har fejret 25 års jubilæum i koncernen, gør det kun til en endnu større fornøjelse at byde ham velkommen til den nye rolle som digital direktør”, siger administrerende direktør for JP/Politikens Hus, Stig Kirk Ørskov.
Med målsætningen om, at JP/Politikens Hus skal være Danmarks førende mediehus, målt på registrerede kunder og datakvalitet, bliver netop videreudviklingen af koncernens kundedata et af Søren Svendsens vigtigste fokusområder. Samtidig bliver Søren Svendsen helt central i koncernens fortsatte udvikling af digitale abonnementsmodeller og mobile udgivelser.
”JP/Politikens Hus har allerede i dag en enestående digital position, og vores ambitioner rækker endnu længere. Det er en stor glæde at få det overordnede ansvar for at implementere vores digitale strategi. Vores forretninger er allerede langt, og det bliver en fornøjelse at bidrage til deres udvikling og sikre en stærk koordinering af forretningernes indsatser”, siger Søren Svendsen.
Med stillingen som digital direktør får Søren Svendsen det overordnede ansvar for koncernens digitale udvikling og eksekvering, herunder den digitale transformation af produkterne og de systemer, der understøtter dem, og således også det overordnede ansvar for koncernens it-afdeling. Hans afløser på Ekstra Bladet ventes udpeget i løbet af efteråret.
Direktionen i JP/Politikens Hus består herefter af administrerende direktør Stig Kirk Ørskov, koncernøkonomidirektør Henrik Schjerbeck, koncerndirektør Dorthe Bjerregaard-Knudsen samt digital direktør Søren Svendsen.
Yderligere oplysninger
For yderligere oplysninger kontakt administrerende direktør Stig Kirk Ørskov på 3347 2701.
CV er vedlagt. Foto kan downloades på http://jppol.dk/da/specialsider/presse-/seneste-nyt.aspx