Ny avis til de 9-12-årige – JP/Politikens Hus lancerer Børneavisen

På den anden side af sommerferien får alle 9-12-årige mulighed for at holde avis og få den leveret hjemme hver tirsdag. Det sker i starten af september, når JP/Politikens Hus lancerer Børneavisen.

Børneavisen er først og fremmest en rigtig avis på 24 sider, sprængfyldt med spændende, sjovt og relevant indhold for de 9-12-årige – skrevet i letforståeligt sprog og trykt på særligt godt papir. Men det er meget mere end det. Det er også et digitalt univers, der involverer børn, ambassadørskoler, børnejournalister m.m.

”Børneavisens publicistiske mission er at bidrage til børns demokratiske og sociale dannelse, som ofte er under pres i takt med den stigende skærmtid. Det har længe væres vores drøm at udgive en børneavis, så vi er vældig glade for, at det nu endelig sker,” siger koncerndirektør i JP/Politikens Hus, Dorthe Bjerregaard-Knudsen.

Ambitionsniveauet er højt: ”Vi vil lave et produkt, som man bare må have fingrene i, og som både forældre og børn har lyst til at have liggende i hjemmet. Det skal være en avis, som taler op til børnene og tager dem seriøst,” siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen.

”Børneavisen vil tage barnet i hånden i en verden, hvor oplysning om samfundsforhold i stigende grad foregår via de sociale medier, hvor fake news florerer, og hvor børnene gennem deres brug af sociale medier bliver præsenteret for meget, som er vanskeligt at sortere i”, fortæller Louise Abildgaard Grøn, der bliver ansvarshavende chefredaktør og direktør for Børneavisen.

Det at kunne navigere og sortere i indhold spiller en vigtig rolle for børnenes selvforståelse, identitetsudvikling og dannelse, og det skal denne avis bidrage til. Vi skal tænke leg og læring ind i informationsbudskabet og samtidig forberede børnene på samfundsdebatten. Vi vil vise dem, at nyheder ikke kun findes på nettet og vise dem glæden ved at fordybe sig i et fysisk produkt, som er skrevet om – og til – børn”, siger Louise Abildgaard Grøn, som de seneste ti år har haft ansvaret for skoleaktiviteterne i JP/Politikens Hus, herunder den store Mediekonkurrence, hvor landets skoler kæmper om at lave den bedste avis eller det bedste site.

Børneavisen vil blive produceret af en nyetableret redaktion med tre dedikerede journalister og på det kommercielle og administrative område drevet i et samarbejde med JP/Politikens Hus’ øvrige titler herunder Politiken og Jyllands-Posten. Avisen bliver støttet med to mio. kr. fra Kulturministeriets innovationspulje.

 

Fakta om Børneavisen:

  • Man kan allerede nu skrive sig op på Børneavisen.dk for yderligere information og løbende orientering
  • Den primære målgruppe er børn i alderen 9-12 år, men der vil også være indhold, som kan læses og anvendes af børn helt ned til 7 år.
  • Navnet på avisen er Børneavisen.
  • Avisen vil fra starten af september udkomme hver tirsdag.
  • Børneavisen vil få til huse i Aarhus.
  • Et introtilbud på otte udgivelser til 199 kr.
  • Avisen vil kunne købes i løssalg i flere butikker i hele landet.
  • Avisen vil udkomme 46 uger om året.