Nu skal 30 millioner rejsende i Sverige læse lokale nyheder
Politikens Lokalaviser vil fremover levere lokale nyheder fra selskabets svenske ugeaviser, Lokaltidningen, til Skånetrafikens infotainment system, der vises på skærme i busser, tog og på perroner i hele Skåne.
Med 27 lokale husstandsomdelte ugeaviser i Skåne har Lokaltidningen opbygget en position som Skånes største gratisavis med 474.000* læsere hver uge. Med den nye samarbejdsaftale får Lokaltidningen direkte adgang til 30 millioner årligt rejsende.
Samarbejdet giver de rejsende i Skåne muligheden for at følge med i de seneste lokale nyheder. Nyhederne fra Lokaltidningen opdateres på infosystemet to gange om dagen alle ugens dage. Lokaltidningens nyheder suppleres med nyheder fra et eksternt nyhedsbureau og med rejseinformationer fra Skånetrafiken.
”Vi ser frem til, at holde Skånetrafikens mere end 30 millioner rejsende opdateret med lokale nyheder alle ugens dage og så er det god markedsføring for vores lokale ugeaviser i Skåne og for lokaltidningen.se”, siger Christopher Book, kommerciel direktør på Lokaltidningen.