Natasha Brandt bliver ny administrerende direktør for Saxo

Natasha Brandt, 41, er i dag blevet udnævnt til ny administrerende direktør for netboghandlen Saxo, hvor hun afløser Jørgen Balle Olesen. Skiftet på direktørposten sker efter Jørgen Balle Olesens eget ønske og følger i forlængelse af, at JP/Politikens Hus med virkning fra april har overtaget Saxo. Skiftet sker 19 år efter, at Jørgen Balle Olesen i 2000 overtog sine forældres boghandel på Østerbro og dermed igangsatte udviklingen af det, der skulle blive Danmarks største netboghandel.

Jørgen Balle Olesen siger om direktørskiftet: “Jeg har kendt Natasha gennem mange år og er super glad for, at det netop er hende, der skal stå for videreudviklingen af Saxo. Natasha har erfaring fra flere forskellige digitale brancher – herunder ikke mindst abonnementsforretning, hvilket er væsentligt for den transformation, Saxo gennemgår disse år. Natasha brænder lige som jeg selv for bøger og alt det gode, bøger gør både for den enkelte og for samfundet. Jeg giver med god samvittighed stafetten videre til Natasha og vil gøre alt for at assistere Natasha ved indtrædelsen i hendes nye rolle som administrerende direktør for Danmarks største og mest innovative boghandel.”

Natasha Brandt kommer fra en stilling som kommerciel direktør på Politiken, hvor hun siden 2017 har stået i spidsen for en enestående udvikling af Politikens digitale abonnementsforretning og forlader en forretning i allerbedste gænge. Natasha Brandt har tidligere bestredet stillingen som administrerende direktør på Boligsiden.dk, hvor hun i seks år udviklede og styrkede Boligsidens position som Danmarks førende og mest besøgte boligportal. Hun har derudover lang erfaring fra telebranchen, hvor hun har bestredet en række digitale salgs- og udviklingsstillinger hos såvel TDC som Telmore.

”Det er en meget stor glæde for os, at vi kan hente den helt rette kandidat til jobbet fra egne rækker i JP/Politikens Hus. Natasha er en stærk og meget vellidt leder, og hun har de helt rette faglige kompetencer til at forløse Saxos potentiale. Både fra sin tid hos Politiken og tidligere fra telebranchen har Natasha solid erfaring med digitalt salg og udvikling af abonnementsforretninger. Hun arbejder databaseret og er teknisk stærk, og så har hun en energi, der smitter og bringer hende langt”, siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen, COO i JP/Politikens Hus og bestyrelsesformand for Saxo.

Natasha Brandt tiltræder som administrerende direktør for Saxo 1. juni. Hun ser frem til at sætte yderligere fart på udviklingen af en af Danmarks største digitale forretninger.

”Saxo er kun lige gået i gang med at opbygge en abonnementsforretning på toppen af e-boghandlen. Den vækstcase glæder jeg mig til at forløse sammen med de kompetente og engagerede medarbejdere hos Saxo. Jeg brænder for digital forretningsudvikling, og er meget glad for denne nye udfordring i regi af JP/Politikens Hus”, siger Natasha Brandt, der samtidig understreger, at det er med vemod, at hun forlader Politiken.

”Det har været utroligt spændende og berigende at være en del af Politiken. Politiken er i konstant udvikling og er fyldt med inspirerende mennesker, der med høj faglighed og stor begejstring hver eneste dag skaber unikke oplevelser for kunderne både på print, digitalt og på lyd. Heldigvis fortsætter jeg i samme koncern som Politiken”, siger Natasha Brandt.

Politiken igangsætter nu processen med at finde hendes afløser.

Yderligere oplysninger

Natasha Brandt, tlf. +45 20113994

Dorthe Bjerregaard-Knudsen, COO, JP/Politikens Hus og bestyrelsesformand i Saxo tlf. +45 27283768