Drevet af en markant vækst i abonnementssalget formåede Monitormedier i 2023 at øge omsætningen med over 40 pct.
”Vi er meget opløftede af den store og voksende efterspørgsel på vores titler. Vi tager det som et tegn på, at vi med vores fokuserede journalistik formår at skabe høj relevans og værdi for vores abonnenter,” siger Anders Jerking, chefredaktør og direktør for Monitormedier.
Monitormedier, der er Politikens nicheselskab, har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2023, der viser en fremgang i bruttoresultatet fra 8,6 mio. til 12,4 mio. kr. Selskabets samlede resultat ender på -2,4 mio. kr. mod -3,8 mio. kr. året før. Det fortsat negative resultat afspejler, at der igen i 2023 blev lanceret nye titler.
”Resultatet er bedre end forventet, og underskuddet er helt efter planen, da vi også i 2023 investerede markant i nye medier, nemlig Socialmonitor og Seniormonitor. Det er vigtige medier, som vi er stolte af, og som heldigvis er kommet rigtig godt i gang,” siger Anders Jerking.
I 2022 åbnede Idrætsmonitor og Turistmonitor, og med lanceringen af Socialmonitor og Seniormonitor i 2023 udgiver Monitormedier nu 9 nichemedier og har ca. 30 ansatte.
Monitormedier forventer også i 2024 at åbne 1-2 nye medier inden for centrale velfærdsområder.