Monitormedier kom godt gennem kriseår

2022 stod i krisens tegn for mange medievirksomheder. Men krisen bed ikke på hos Politikens nicheselskab, Monitormedier. Tværtimod oplevede Monitormedier også i 2022 fremgang og øgede omsætningen med 13 procent – især på grund af voksende abonnementssalg.

”Vi kan med tilfredshed konstatere, at der på trods af krisen er stigende efterspørgsel efter vores uafhængige nichejournalistik, og at vores medier fortsat vokser efter planen,” siger Anders Jerking, direktør og chefredaktør for Monitormedier.

På baggrund af den stærke vækst i abonnementssalget lancerede Monitormedier i 2022 yderligere to medier – Idrætsmonitor og Turistmonitor, og udgiver nu syv nichemedier med 23 ansatte. Den fortsatte ekspansion og investeringen i ny medier betyder, at årsresultatet for 2022 ender på -3,8 mio. kr. mod et resultat på -1,5 mio. året før.

”Årsresultatet afspejler vores tro på konceptet og vores investeringsvillighed. Desto større tilfredsstillelse er det at kunne konstatere, at både Idrætsmonitor og Turistmonitor er kommet godt fra start både i forhold til abonnementssalg og indhold og allerede har markeret sig som vigtige samlingspunkter for læserne,” siger Anders Jerking og fortsætter:

”Det er en langsigtet investering at åbne nye medier, fordi abonnementsbasen skal bygges op over tid. Derfor er det helt forventeligt, at de nye medier påvirker vores resultat negativt i de første år.”

Monitormedier forventer at fortsætte investeringen i nye medier i de kommende år og planlægger at åbne 1-2 nye medier i 2023. På baggrund heraf forventer selskabet også et underskud i 2023.