Lokalaviserne Østjylland styrker lokalt fokus

Lokalaviserne på Djursland fordobler antallet af udgaver fra to til fire og lancerer en ny fælles weekendavis. Samtidig slås lokalaviserne for Århus Nord og Kalø Vig sammen til én fælles avis.

Lokalaviserne Østjylland har skåret Djursland over i fire dele. Lokalavisen Norddjurs suppleres med Lokalavisen Grenaa, og Adresseavisen Syddjurs suppleres med Adresseavisen Ebeltoft. Dermed øger Lokalaviserne Østjylland sit lokale fokus på Djursland.

De fire lokalaviser dækker hver deres område, og derfor får læserne en avis med nyheder og historier, som vil have endnu mere rod i lokalmiljøet end hidtil.

Den nye weekendavis udsendes første gang den 1. og 2. september 2011 og dermed får læserne serveret nyheder og gode tilbud op til weekenden, fra hele Djursland.

”Med fire lokalaviser på Djursland om ugen og en fælles lokal weekendavis lukker vi gamle døre – men åbner mange flere nye til glæde for både læsere og annoncører,” siger adm. direktør Peter Garhøj, Lokalaviserne Østjylland A/S.

”Læserne på Djursland får nu både en frisk og vedkommende lokalavis tirsdag/onsdag og en fælles weekendavis torsdag/fredag. De mange kombinationsmuligheder gør, at annoncørerne kan skræddersy deres annoncering ved at vælge mellem fire lokalaviser på Djursland og desuden tilkøbe weekendavisen til særligt attraktive priser og derved nå ud til hele Djursland,” fortsætter Peter Garhøj.

Ny stærk avis i Aarhus Nord
Lokalavisen Aarhus Nord og Lokalavisen Kalø Vig har hidtil levet et liv som naboer hver for sig. Det er der nu blevet lavet om på. To er blevet til én: Lokalavisen Aarhus Nord/Kalø Vig.

”Vi ser det som en naturlig konsekvens af, at hele området er vendt mod metropolen Aarhus og rummer et betydeligt vækstpotentiale med mange muligheder for vores annoncører,” siger Peter Garhøj.

”Læserne vil få en lokalavis, der nok er orienteret mod Aarhus, men historierne vil fortsat være lokale i deres tilsnit.”

Fakta:
• Lokalaviserne Østjylland A/S udgiver hermed 16 ugentlige lokalaviser i Østjylland samt ni lokale onlineportaler. Aviserne udkommer i et samlet oplag på godt 344.000 eksemplarer, husstandsomdelt ugentligt i regionen.
• Lokalaviserne Østjylland A/S er en del af JP/Politikens Hus A/S, hvis lokalaviser omfatter 51 titler i Danmark og 33 i Sverige.