Lokalavisen.dk fortsætter væksten

Relanceringen med nyt design har givet yderligere trafik på lokalavisen.dk, som er landets hurtigst voksende nyhedssite

Et nyt design med flere tilbud til brugerne har givet trafikken endnu et løft på lokalavisen.dk, som er Danmarks hurtigst voksende nyhedssite.

Lokalavisen.dk, som ejes af Politikens Lokalaviser, blev for fire uger siden relanceret med et mere moderne design, og omlægningen har båret frugt. Lokalavisen.dk fik over en halv million flere sidevisninger i november end i oktober, og november har kastet en stribe
trafikrekorder af sig på de mange lokale sites, som er en del af lokalavisen.dk.

I forvejen har lokalavisen.dk slået den ene rekord efter den anden i 2010. I tredje kvartal nåede lokalavisen.dk et gennemsnit på 305.981 brugere pr. måned. Det er en vækst på over 150 procent i forhold til tredje kvartal 2009.

Det ”nye” lokalavisen.dk rummer flere indgange for brugerne end det gamle og har fået bedre præsentation af populære features som web-tv, lokalhandel og annonceguide.

Samtidig er det blevet nemmere at finde rundt blandt de i alt 24 lokale netaviser, der hører ind under lokalavisen.dk, og hovedsitet er blevet opdelt i en sjællandsk og jysk udgave, så de jyske læsere kan få en version med mere fokus på nyheder fra Jylland.