Efter 14 år som administrerende direktør for Politikens Lokalaviser fratræder Jan Halling, 63 år. Det sker, når han 1. august 2014 går på pension og overlader posten til den nuværende viceadministrerende direktør, Søren Riis.
Jan Hallings karriere i virksomheden begyndte i 1993, da han blev ansat som direktør for Hillerød Mediecenter. I 1997 tiltrådte han som direktør i Politikens Lokalaviser, og i 1999 blev han udnævnt som administrerende direktør. Jan Halling efterlader en virksomhed, der i dag har 49 udgivelser i Danmark og 42 udgivelser i Sverige, et ugentligt oplag på 2,1 mio. eksemplarer og et af Danmarks stærkeste lokale nyhedssites, lokalavisen.dk.
Jan Halling udtaler:
”Det har været et privilegium at arbejde med ugeavismarkedet i to så forskellige medielande som Danmark og Sverige. Takket være dygtige medarbejdere er vi nået langt på begge sider af Øresund, og Politikens Lokalaviser har et solidt fundament for yderligere ekspansion”.
Formand for Politikens Lokalaviser, administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Kirk Ørskov udtaler:
”Der står i meget høj grad Jan Halling på Politikens Lokalavisers succes og vækst. Det er i hans tid, at virksomheden er vokset fra 14 danske udgivelser til Nordens største udgiver af lokale ugeaviser. Jan Hallings indsats er imponerende, og det bliver en tung arv at løfte. Jeg er overbevist om, at Søren Riis er den rette til at videreføre virksomheden med fortsat fokus på styrkelse af markedspositioner og lønsomhed”.
Søren Riis udtaler:
”Det er en ære at overtage roret efter Jan Halling. Gennem det seneste år har jeg som viceadministrerende direktør fået forretningen helt ind under huden. Politikens Lokalavisers prioritering af stærkt redaktionelt indhold er afgørende. Vores succes står og falder med læsernes opbakning. Vi vil fortsat prioritere lønsomhed i alle forretninger, samtidig med, at vi går stålsat efter at have førende markedspositioner i alle områder, hvor vi er til stede – også på det digitale område”.
Direktionen i Politikens Lokalaviser består fra 1. august af administrerende direktør Søren Riis og økonomidirektør Tommy Voigt Hansen.