JP/Politikens Hus overtog den 1. maj i år Altinget og Mandag Morgen. Som led i den nye ejerstruktur bliver Altingets og Mandag Morgens ledelse nu tættere integreret med resten af JP/Politiken Business Media. Det betyder samtidig, at den selvstændige direktørstilling for Altinget og Mandag Morgen nedlægges, og Anne Marie Kindberg fratræder ved udgangen af september. Hun har været administrerende direktør for Altinget og Mandag Morgen siden august 2024 og sad forinden i selskabets bestyrelse i to år.
“Et opkøb betyder også forandringer. JP/Politiken Business Media har valgt en ny organisering, og det har jeg fuld respekt for. Jeg afleverer en virksomhed, som står stærkt, og jeg er stolt af det, vi har skabt sammen de seneste år. Det har været et privilegium at være en del af holdet, og jeg ønsker mine kære kolleger og de nye ejere al mulig succes med det næste kapitel,” siger Anne Marie Kindberg.
Mette Hundebøl, direktør i JP/Politiken Business Media vil fremover have det overordnede direktøransvar for Altinget og Mandag Morgen. Hun siger:
”Med det nye ejerskab er det naturligt, at vi samler ledelsen og knytter Altinget og Mandag Morgen tættere til den øvrige forretning. Jeg vil gerne takke Anne Marie for det gode samarbejde gennem hele integrationsprocessen. Hun er en meget dygtig og engageret leder og efterlader et stærkt fundament, som vi ser frem til at bygge videre på.”
I den eksisterende ledelsesgruppe i JP/Politiken Business Media indtræder Altingets og Mandag Morgens ansvarshavende chefredaktør Jakob Nielsen og kommerciel direktør Michael Thomsen. Ansvarshavende chefredaktør Simon Bendtsen fra Finans.dk samt strategichef Camilla Taulbæk indtræder også i den nye tværgående ledelse – alle med reference til Mette Hundebøl.
Ændringer i ledelsen har ingen betydning for den redaktionelle linje og udgivermæssige frihed for Altinget og Mandag Morgen, der fortsætter uforandret. JP/Politiken Business Media indeholder, ud over Altinget og Mandag Morgen, medietitlerne Watch Medier i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, Finans, MarketWire og Dezeen.