Lancering af Dansk Online Index bliver uden JP/Politikens Hus

__
Når Danske Medier Research mandag 15. august lancerer det nye Dansk Online Index, vil medierne fra JP/Politikens Hus ikke indgå i indekset. JP/Politikens Hus – som blandt andet tæller Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Finans, Politiken og Politikens Lokalaviser – har valgt indtil videre at stå uden for indekset på grund af væsentlige metodiske mangler, der især knytter sig til den nye målings håndtering af brugere i Facebook app’en og det demografiske grundlag. JP/Politikens Hus deler dog fortsat ambitionen med resten af branchen om en officiel måling.

Hvis vore medier skal indgå i brugermålingerne, skal vi kunne stå inde for kvaliteten af målingerne. Det kan vi desværre ikke på nuværende tidspunkt, for så vidt angår demografisk grundlag og for den sags skyld også cross device adfærden” siger digital direktør Søren Svendsen fra JP/Politikens Hus.

I regi af Danske Medier Research har JP/Politikens Hus været tæt involveret i evalueringen af metoden til den nye måling.

”Vi har brugt uhyre mange ressourcer på arbejdet med udvikling og evaluering af metoden til Dansk Online Index allerede, fordi vi ligesom resten af branchen også ønsker en fælles valuta. Men vores klare opfattelse er, at Dansk Online Index fortsat behøver udvikling på afgørende områder, eksempelvis i korrekt afspejling af fremherskende platforme som Facebook og de mobile” siger COO Dorthe Bjerregaard-Knudsen og fortsætter:

Vi vil løbende genoverveje beslutningen, og vi indgår aktivt i arbejdet med at forbedre målingen, med målsætningen om at nå den metodiske kvalitet, vi mener, der skal til, for at tallene for vores medier er brugbare” slutter Dorthe Bjerregaard-Knudsen.

Dansk Online Index måler danskernes brug af internettet. TNS Gallup leverer data til Dansk Online Index, der lanceres 15. august 2016. Tidligere leverede Gemius målingen af danskernes brug af internettet til Danske Medier Research. Danske Medier Research står bag Dansk Online Index.
_