Nedenstående er en kronik af administrerende direktør, Stig Ørskov bragt på politiken.dk 3. marts og 4. marts i Politiken under overskriften: Drop den falske fortælling om JP/Politikens Hus.
Politiken har den seneste tid bragt en række kritiske indlæg om JP/Politikens Hus, hvor jeg siden 2014 har været administrerende direktør. Der skal være højt til loftet i et publicistisk hus og plads til at kritisere koncernledelsen i husets aviser. Derfor afstår jeg også normalt fra at gå ind i en offentlig polemik på baggrund af den slags indlæg.
Men da flere af indlæggene bygger på en fejlagtig gengivelse af fakta og realiteter, fortjener Politikens læsere en nøgtern redegørelse for, hvordan vi bedriver publicisme i JP/Politikens Hus.
Til en begyndelse er det vigtigt at fastslå, at man som administrerende direktør ikke har nogen indflydelse på avisernes indhold eller nogen særlig adgang til spalterne. Indholdet er udelukkende et anliggende for de enkelte redaktioner. Helt præcist ligger ansvaret hos de ansvarshavende chefredaktører. Det er selve kernen i vores medieansvarssystem. Dermed sikrer vi også, at avisernes spalter ikke kan bruges af hvem som helst til at fremme egen sag – heller ikke medarbejdere og direktører. Et indlæg som dette kan kun bringes, hvis Politikens ansvarshavende chefredaktør ønsker det.
Den redaktionelle selvstændighed og uafhængighed er det mest dyrebare i JP/Politikens Hus. Som først journalist på Politiken og siden medlem af Politikens chefredaktion i årene fra 2001 til 2010 ved jeg, hvor værdifuldt det er, at der ikke er nogen indblanding i de redaktionelle beslutninger fra koncernledelsen eller virksomhedens ejere. Det er efter min bedste mening redaktionel uafhængighed og frihed i sin fineste form.
Netop fordi virksomheden har et bankende publicistisk hjerte, har det været temmelig besynderligt at læse indlæg i Politiken, hvor det påstås, at koncernen ikke interesser sig for publicisme. Især for medarbejderne må det have været sært, idet der ikke findes en eneste medarbejder i JP/Politikens Hus, som ikke er beskæftiget med at understøtte publicistisk aktivitet i form af at producere indhold, distribuere indhold, sælge indhold og annoncer eller på anden vis bidrage til, at alt det fantastiske indhold i form af journalistik og litteratur, når ud til læserne og brugerne.
Endnu mere mystisk er det at læse postulater om, at JP/Politikens Hus primært investerer i aktiviteter, som intet har at gøre med publicistisk virksomhed.
Fakta er, at JP/Politikens Hus består af syv, selvstændige enheder: Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Politiken, JP/Politikens Erhvervsmedier, Politikens Forlag, Saxo og DAO. Alle syv enheder beskæftiger sig med at udgive indhold eller distribuere indhold. Ud af koncernens 2022-omsætning på 3,8 mia. kr. er der således ikke en eneste krone, som kommer fra andet end disse aktiviteter.
Tilmed har vi over de seneste ti år investeret et meget stort tre-cifret millionbeløb i nye, publicistiske aktiviteter. Både i form af investeringer i vores eksisterende medier og forretninger, men også i form af etableringen af nye medier og initiativer som Finans, Børneavisen, Monitormedier, Politiken Historie, Politiken Mad, JP Lokal, Format, Bokforläget Polaris, North Audio Publishing og en række Watch Medier i Danmark, Norge og Tyskland.
De fleste af initiativerne er udsprunget af og har været drevet i regi af vores eksisterende medier og forretninger. Noget er gået rigtig godt. Eksempelvis har vi med Watch Medier skabt over 100 nye journalistiske stillinger de seneste ti år, ligesom Politikens Monitormedier har skabt over 20 nye journalistiske arbejdspladser. Andre investeringer er gået mindre godt, og nogle er gået dårligt, som for eksempel Ekstra Bladets satsning på Format, der kuldsejlede efter kort tid. Men det ændrer ikke på, at JP/Politikens Hus igennem de seneste år har været den mest risikovillige og mest aktivt investerende publicistiske virksomhed i Danmark.
Det afspejler et-til-et vores strategi. Som det konkret står skrevet i den nuværende strategi for JP/Politikens Hus: ”Publicisme er vores DNA, og publicistisk produceret indhold er vores kerneområde.” Og skulle nogen være i tvivl, så er ”ambitionen, at vore stærke titler og forretninger skal styrke deres positioner yderligere.”
Den entydige strategiske målsætning for JP/Politikens Hus er således, ”at oplyse borgerne om samfundet gennem publicistisk virksomhed, som er uafhængig af politiske og økonomiske interesser.”
Netop den ambition er også årsagen til, at vi ønsker at have så mange ansatte, der producerer indhold, som det er økonomisk ansvarligt. Vi tjener penge for at publicere. Vi publicerer ikke for at tjene penge.
Desto større var glæden over, at vi ved indgangen til 2022 aldrig havde været flere indholdsproducerende medarbejdere – og aldrig tidligere havde været flere medarbejdere i koncernen. I 2022 nåede vi op på i alt 3.000 ansatte, som alle har ydet et væsentligt bidrag til at få solgt vores indhold og annoncer, og få journalistikken og litteraturen ud til læserne.
At påstå, at JP/Politikens Hus skulle have bevæget sig væk fra sin publicistiske kerne, er med andre ord stik imod enhver realitet. For nu at formulere det diplomatisk.
Men er der ikke noget med, at koncernledelsen har kastet stakkevis af penge efter nye eventyr i udlandet – langt væk fra den publicistiske kernevirksomhed?
Det er korrekt, at to af koncernens forretninger har ekspanderet til udlandet. Politikens Forlag driver i dag to ganske succesfulde forlagsvirksomheder i Norge og Sverige, ligesom JP/Politikens Erhvervsmedier med betydelig fremgang driver medier i Norge, Tyskland og England.
Udover at de udenlandske aktiviteter skaber pekuniær værdi for koncernen, er de med til at give os læring og erfaring fra udenlandske markeder, som er ekstrem værdifuld i forhold til den hårde konkurrence, vi møder fra udenlandske aktører på det danske mediemarked. Hvis vi insisterede på blot at drive publicistisk virksomhed i Danmark, ville der være en stor risiko for, at vi ikke i tilstrækkelig grad skærpede os i forhold til de meget dygtige og ekstremt kapitalstærke udenlandske medievirksomheder, vi kæmper imod på det danske mediemarked.
Heldigvis er JP/Politikens Hus også en relativ kapitalstærk virksomhed. Det giver en solid beskyttelse af den redaktionelle uafhængighed, men det giver også anledning til beskyldninger om, at vi driver virksomheden ud fra en såkaldt ”kapitalfondslogik”.
Kapitalfonde er karakteriseret ved, at de for lånte penge opkøber virksomheder, effektiviserer dem og sælger dem efter en relativ kort periode. Kritikken mod kapitalfonde er typisk, at de udpiner virksomhederne med henblik på at skabe enorme kapitalgevinster. Jeg skal ikke her forholde mig til, om den implicitte udskamning af kapitalfonde er rimelig i sin forsimplede generalisering, men blot konstatere, at JP/Politikens Hus drives som alt andet end en kapitalfond.
Ovenikøbet kræver det ganske lidt research at konstatere, at det forholder sig sådan. JP/Politikens Hus er således ultimativt ejet af to ideelle fonde, Politiken-Fonden og Jyllands-Postens Fond, hvis altoverskyggende formål er at understøtte publicisme igennem ejerskabet af JP/Politikens Hus med henblik på at sikre, at vi i Danmark kan have medier, der er fuldstændig uafhængige af politiske og økonomiske interesser.
I diametral modsætning til kapitalfonde har Politiken-Fonden og Jyllands-Postens Fond besluttet, at langt hovedparten af de overskud, som JP/Politikens Hus har skabt, kan blive i selve virksomheden med henblik på at investere i publicistisk virksomhed og for at sikre, at koncernens medier og forlag har den økonomiske frihed og bæredygtighed, der er forudsætningen for uafhængig journalistik og forlagsvirksomhed.
Og vi kan vist godt tillade os at konstatere, at der er lang vej til ”kapitalfondslogik”, når man ser overskuddet i JP/Politikens Hus gennem årene. De seneste ti år har den gennemsnitlige overskudsgrad for koncernen været 6 pct. I kapitalfondsejede virksomheder er afkastkravet typisk 2-3 gange højere, hvis ikke større.
Også i sammenligning med tilsvarende publicistiske virksomheder i vores nabolande er overskudsgraden i JP/Politikens Hus lav. Bonnier i Sverige, Schibsted i Norge, Sanoma i Finland og Axel Springer i Tyskland har overskudsgrader i omegnen af 10 pct. eller højere. Det samme gælder ejeren af Berlingske Media, belgiske De Persgroep, ligesom overskudsgraden i det statsejede TV2 Danmark de seneste år har været omkring 10-11 pct.
Men hvorfor overhovedet kræve overskud, når man har en stor ”pengetank” i form af en egenkapital på over 3 mia. kr., som tilfældet er for JP/Politikens Hus?
For det første er det undergravende for den redaktionelle frihed og selvstændighed, hvis medier ikke er økonomisk bæredygtige. Så snart medier er økonomisk udfordrede, lægger det pres på friheden til at træffe de rigtige redaktionelle beslutninger. Økonomisk bæredygtighed er en grundforudsætning for redaktionel uafhængighed.
For det andet skal vi i et publicistisk fællesskab som JP/Politikens Hus have overskud til at hjælpe de forretninger, der i nogle perioder er økonomisk udfordret. Da jeg begyndte på Politiken for over 20 år siden, havde Politiken således i mange år været presset på økonomien, mens Ekstra Bladet til gengæld bidrog substantielt.
For det tredje har vi set ulykkeligt mange eksempler på, hvor hurtigt medier kan ende i en livsfarlig økonomisk – og redaktionel – deroute, hvis de forlader sig på ”opsparingen” eller ekstern støtte, herunder statsstøtte.
Når Politiken-Fonden og Jyllands-Postens Fond giver koncernen lov til at beholde langt hovedparten af de overskudskroner, der er blevet skabt gennem årene, er den gensidige forståelse derfor også, at pengene skal bruges til at investere i publicistisk aktivitet – ikke til at lappe på en dårlig driftsøkonomi.
At vi får lov til at beholde en betydelig del af overskuddet i virksomheden med henblik på publicistiske investeringer – og har som mål, at alle syv forretningsenheder skal have en sund og bæredygtig økonomi, er så langt fra en ”kapitalfondslogik”, som noget kan være.
Det samme gælder en af de andre påstande, der er blevet gentaget: at JP/Politikens Hus har undergået en voldsom centralisering, som over de seneste år har undermineret husets decentrale struktur.
Igen forholder det sig lige omvendt.
I modsætning til alle sammenlignelige medievirksomheder har JP/Politikens Hus fastholdt en tydelig decentral struktur, hvor de enkelte titler har fuldt ansvar for indholdsproduktion, indholdssalg, annoncesalg, digital udvikling og forretningsudvikling.
Kigger vi på vores kolleger i indland og udland, Berlingske Media, Bonnier, Schibsted og Axel Springer har de derimod centraliseret salgs- og udviklingsaktiviteterne. En udvikling, som ikke mindst afspejler behovet for at udnytte virksomhedernes samlede ressourcer og markedsstyrke i en tid, hvor konkurrencen fra de internationale tech-giganter er nådesløs. Samme centralisering ser vi i øvrigt hos de to store statsejede medieaktører i Danmark, TV2 og DR. Der findes næppe en mere centraliseret medievirksomhed end DR – tilmed under fuld politisk kontrol. Man gyser.
Efter mere end 20 år i JP/Politikens Hus har jeg selvsagt stor fidus til vores decentrale struktur. Og jeg er helt sikker på, at det tjener titlerne og forretningerne bedst, at de udover den redaktionelle uafhængighed selv har ansvar for deres indholdsproduktion og salg af indhold og annoncer. Men når det gælder digital udvikling og teknologiske ressourcer, skal man nok passe på med at være for doktrinær i sin tilgang. Tværtimod er det formentlig klogt at lære af og lade sig inspirere af andre. Og under alle omstændigheder er det livsfarligt at bilde sig ind, at der findes entydige svar på den præcise balance mellem det centrale og det decentrale for en virksomhed som JP/Politikens Hus, der agerer i et dynamisk og omskifteligt marked.
En af de store glæder ved vores decentrale struktur er, at mange medarbejdere giver udtryk for glæde og stolthed over at være tilknyttet vores medier, forlag og andre forretninger. De føler et tilhørsforhold og en loyalitet, som er uvurderlig. Det giver sig blandt andet udslag i, at vores årlige medarbejdertilfredsmåling de seneste fire år har givet et samlet resultat, der ligger bedre end tilsvarende virksomheder. Det glæder os meget.
Men det hører også med, at sidste års måling blev gennemført, før vi ved årets udgang måtte sige farvel til en række medarbejdere på grund af den økonomiske tilbagegang, som avis- og bogmarkedet oplevede i 2022.
Vi gik ellers ind i 2022 med høje forventninger. Koncernens forretninger havde klaret sig flot igennem corona-pandemien, og i modsætning til mange andre medievirksomheder havde vi ikke grebet til panikfyringer ved pandemiens begyndelse. Men Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022 havde den ubehagelige følgevirkning, at inflationen og renterne sprang i vejret med det resultat, at forbrugertilliden røg ned på et historisk lavpunkt. Både vores aviser og forlag blev ramt af afmatningen, hvilket sammen med en markant omkostningsforøgelse resulterede i en betydelig resultatnedgang for koncernen, og vi endte for første gang siden 2008 med et driftsunderskud.
Som konsekvens af den økonomiske nedgang blev vi nødt til at reducere bemandingen, efter at vi havde øget den ved årets indgang. Det er trist at sige farvel til gode kolleger. Men skal vi bevare økonomisk sunde og bæredygtige medier, som kan sikre den redaktionelle frihed, er vi også pligtige til at reagere, når vi rammes af økonomisk tilbagegang.
De økonomiske udfordringer mindsker dog ikke vores publicistiske ambitioner. Vi ønsker, som altid, at være de fremmeste til at oplyse borgerne med journalistik og litteratur af højeste karat. Og heldigvis tager læserne og brugerne godt imod vores indhold.
Ekstra Bladet generobrede i 2022 positionen som danskernes foretrukne nyhedssite, Politiken leverer med afstand Danmarks mest læste printavis, Jyllands-Posten er uden sammenligning den mest landsdækkende avis, Finans det mest besøgte digitale erhvervsnyhedsmedie, Politikens Forlag det stærkeste bestsellerforlag, JP/Politikens Erhvervsmedier den største aktør på markedet for erhvervsnichemedier, Saxo den største boghandel i Danmark og DAO en af den førende leverandør af aviser, magasiner, breve og pakker til de danske hjem.
Der er med andre ord usandsynligt meget at glæde sig over i JP/Politikens Hus. Især fra et publicistisk synspunkt. Ingen anden dansk virksomhed gør så meget for at udvikle og skabe journalistik og litteratur som JP/Politikens Hus.
Vi tager meget gerne imod kritik. Men ordentlig kritik baserer sig på realiteter – ikke på falske fordomme og misvisende postulater – eller for den sags skyld bevidst udeladelse af relevant sammenligning med andre virksomheder.
Det gælder også det sidste punkt, som har været diskuteret: ledelsens lønninger, herunder ikke mindst honoreringen af undertegnede. Jeg får en høj løn, som man sagtens kan være forarget over. Men man skylder også at tage med, at statsejede TV2, som har en omsætning på stort samme niveau som JP/Politikens Hus, honorerer deres administrerende direktør med nærmest samme beløb.
Så ja, lad os endelig debattere, hvordan JP/Politikens Hus opfylder sit publicistiske formål. Men lad os gøre det med det stærkeste publicistiske virkemiddel af dem alle: fakta.