Genpubliceret pga. tekniske problemer på jppol.dk. Oprindelig udgivelsesdato: 4. april 2022.
Efter indstilling fra Politiken-Fonden har JP/Politikens Hus udnævnt Knud Brix til ny ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet. Han afløser Henrik Qvortrup, som har ønsket at hellige sig journalistikken.
Knud Brix, 41, har hidtil været journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet. Som ansvarshavende chefredaktør får Knud Brix ansvaret for at udbygge Ekstra Bladets unikke position som landets førende medie, når det gælder magtkritisk og afslørende journalistik på skrift, i lyd og billede – såvel digitalt som på papir.
”Knud Brix er en journalistisk begavelse udover det sædvanlige. I tillæg er han udstyret med gode menneskelige egenskaber og forstår værdien af et tydeligt og nærværende lederskab. Med Knud Brix i front får Ekstra Bladet et menneske med et bredt samfundsmæssigt perspektiv, der evner at sætte en klar redaktionel retning og som samtidig har et skarpt blik for potentialet i den forrygende medarbejderstab, Ekstra Bladet er beriget med,” siger adm. direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov.
Han påpeger, at Knud Brix tiltræder på et tidspunkt, hvor Ekstra Bladet er i god gænge med en sund økonomi og solide trafik- og læsertal. Ekstra Bladet er det suverænt mest besøgte nyhedssite i Danmark og formåede i 2021 at stabilisere omsætningsudviklingen efter et årti med kontinuerlige omsætningsfald. En udvikling, som resulterede i, at Ekstra Bladet i 2021 realiserede en betydelig resultatfremgang i forhold til året før.
For Knud Brix er ambitionen at gøre Ekstra Bladet uomgængeligt og skabe en organisation, der kan fastholde og tiltrække de skarpeste og dygtigste medarbejdere.
”Jeg har sagt ja tak til opgaven med glæde og ærefrygt. Ekstra Bladet er i min optik Danmarks vigtigste avis. Og selvom både forretningen og profilen er blevet skærpet, har vi stadig et uforløst potentiale. Jeg har stor respekt for Henrik Qvortrups journalistiske evner og er glad for, at han fortsat vil være tilknyttet Ekstra Bladet”, siger Knud Brix, der før sin tiltrædelse som journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet tidligere har været ansat på DR, TV2, Radio 24syv, Nyhedsavisen, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet.
For Henrik Qvortrup, der tiltrådte som ansvarshavende chefredaktør 1. juli 2021, ligger beslutningen i forlængelse af udarbejdelsen af en ny, redaktionel strategi for Ekstra Bladet og den efterfølgende etablering af et stærkt og fremtidssikret ledelseshold med Knud Brix, ledende redaktionschef Anders Borup og kommerciel direktør Signe Skarequist.
”Jeg er stolt af at have leveret en skarpskåret redaktionel strategi, der har bidraget til en nødvendig skærpelse af Ekstra Bladets position i det danske medielandskab og at have sammensat et ledelsesteam, der kan forløse Ekstra Bladets store potentiale. Men det står også klart for mig, at selve journalistikken vægter højere end den ledelsesmæssige rolle, og derfor vil jeg nu hellige mig journalistikken igen”, siger Henrik Qvortrup, som nu vil koncentrere sig om mediepodcasten Q&CO og bidrage fast med politiske analyser til Ekstra Bladet.
Stig Ørskov takker Henrik Qvortrup for indsatsen.
”Ekstra Bladet havde brug for en skærpelse af den redaktionelle strategi. Det har Henrik Qvortrup leveret. Vi anerkender, at Henrik brænder mere for journalistikken end det ledelsesmæssige. Og derfor er vi også enige i behovet for en ledelsesmæssig justering”, siger Stig Ørskov.