Jyllands-Posten planlægger nyt hovedsæde ved havnefronten i Aarhus

Aarhus Kommune har indstillet JP/Politikens Hus som køber af en grund ved Filmbyen i Aarhus, hvor planen er at opføre et nyt hovedsæde for Jyllands-Posten. Indstillingen skal nu behandles og endelig godkendes af Magistraten og byrådet i Aarhus.

Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør Jacob Nybroe glæder sig over indstillingen.

Jyllands-Posten er født og forankret i Aarhus. Vi håber at få lov til at kunne flytte i nye, moderne omgivelser ved Filmbyen. Det kan blive en smuk og solid ramme for de næste mange års udvikling af journalistik til vores læsere i hele Danmark,” siger Jacob Nybroe om planerne for et nyt hovedsæde.

JP/Politikens Hus har budt på grunden for at give Jyllands-Posten et tidssvarende og fleksibelt hovedsæde, der skaber gode rammer for udvikling og vækst, forklarer administrerende direktør for JP/Politikens Hus, Stig Kirk Ørskov.

Vores bud på den fantastiske grund ved Filmbyen er en understregning af ambitionerne for Jyllands-Posten, og viser vores ønske om fortsat at udvikle og investere i medieaktiviteter i hele landet,” siger Stig Kirk Ørskov.

Henning Larsen Architects har tegnet den 8.500 m2 store og trapezformede bygning, som orienterer sig mod havnen. Pladsen forbindes med den kommende havnepromenade over for DOKK1.

Det nye hovedsæde vil blive indrettet efter de samme velfungerende sikkerhedsprincipper, som gælder for Politikens Hus, der ligger på Rådhuspladsen i København. Her er sikkerhedsforanstaltningerne integreret i bygningen, hvilket også vil være tilfældet i Jyllands-Postens nye hovedsæde i Aarhus.

Såfremt salget af grunden og det efterfølgende planarbejde i Aarhus Byråd godkendes, forventes hovedsædet klar til indvielse sidst i 2019.