__
Jyllands-Posten opruster redaktionelt ved på én gang at slå seks tunge, journalistiske job op på avisens kerneområder.
”Den undersøgende kvalitetsjournalistik er fremtiden, og vores ambition er at skille os ud fra konkurrenterne på alle platforme med mere viden, dybde og skarphed. Vi satser på journalister, der grundigt og uforfærdet undersøger, afslører og forklarer de skjulte sammenhænge i den verden, vi lever i,” siger ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen om oprustningen.
Der er tale om en international reporter og fem undersøgende journalister til indlands- og erhvervsredaktionerne. I forvejen har Jyllands-Posten en selvstændig journalistisk gravegruppe.
Nyhedschef Pierre Collignon:
”De tre vigtigste stofområder for Jyllands-Postens læsere er Indland, Udland og Erhverv. Derfor investerer vi her – det handler om at styrke den klassiske JP-journalistik".
"Vores kritisk-undersøgende metode er vores varemærke. Vi lever af troværdighed og uafhængighed. Vi er kritiske mod både rød og blå blok, og det er de dyder, vi styrker ved at tiltrække nogle af branchens bedste journalister. Vi søger dygtige gravere, som har samme ånd som os: De skal være dybt seriøse, ambitiøse og turde tage fat i politisk ukorrekte emner,” siger Pierre Collignon.
Erhvervsredaktør Steen Rosenbak:
”Jyllands-Postens prisvindende erhvervsjournalistik skal være endnu skarpere. Derfor vil vi samle de allermest talentfulde danske erhvervsreportere på én redaktion og sætte kræfterne ind på at udforske de væsentlige historier, som i en stadigt mere overfladisk medieverden alt for sjældent når ud til borgerne. Vi vil stille magthaverne til ansvar, når den økonomiske politik fejler, undersøge de seneste tendenser fra erhvervslivets maskinrum og levere de mest indsigtsfulde analyser af de forhold, der definerer rammen omkring danskernes hverdag,” siger Steen Rosenbak.
Journalister fra både gravegruppen, erhvervsredaktionen og indlandsredaktionen er indstillet til FUJ-prisen 2010 for ”Fremragende Undersøgende Journalistik”. Journalister fra erhvervsredaktionen vandt FUJ-prisen i 2008 og har fem gange inden for de seneste seks år
været nomineret til Cavlingprisen. Jobbene slås op i weekenden.
__