JP/Politikens Hus har i dag udnævnt Pierre Collignon og Steen Rosenbak til nye medlemmer af chefredaktionen for Morgenavisen Jyllands-Posten. Udnævnelsen sker i forlængelse af, at Henrik Thomsen har meddelt, at han ønsker at træde tilbage som chefredaktør for i stedet at tiltræde som Jyllands-Postens nye korrespondent i London i starten af det nye år.
Pierre Collignon, der er 40 år, har været på Jyllands-Posten, siden han blev uddannet som journalist i 1997 – siden 2008 som nyhedschef. Steen Rosenbak, der er 44 år, kom til Jyllands-Posten i 1997 som erhvervsreporter og har siden 2008 været redaktionschef.
Administrerende direktør Lars Munch udtaler:
”Dagens udnævnelse understreger, at Jyllands-Posten satser entydigt på den journalistiske udvikling. Pierre Collignon og Steen Rosenbak er fagligt i en klasse for sig hvad seriøsitet og tyngde angår. De har begge, hvad der skal til for at lede og udvikle en moderne medievirksomhed. Jyllands-Posten har sikret sig et særdeles stærkt afsæt for en både trykt og digital fremtid.”
Ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen glæder sig over at byde de to nye chefredaktører velkommen:
”Pierre Collignon og Steen Rosenbak er indbegrebet af den journalistiske kvalitet, som er Jyllands-Postens særkende. Udnævnelsen styrker avisen i den skarpe nyhedsformidling og i videreudviklingen af Jyllands-Posten på alle medier og stofområder. Den samtidige udvidelse af chefredaktionen markerer, at erhvervsområdet er et af Jyllands-Postens store indsatsområder.”
De to nye chefredaktører indtræder i chefredaktionen per dags dato.