Jyllands-Postens journalister Tea Krogh Sørensen og Morten Pihl er nomineret for serien ”Det store Sundhedssvigt."
Fredag 13. december offentliggjorde Cavling-komitteen de fire nominerede historier til årets Cavling-pris, der uddeles fredag 3. januar 2020.
Her blev Tea Krogh Sørensen og Morten Pihl fra Jyllands-Posten nomineret for serien ”Det store Sundhedssvigt". I denne serie har journalisterne i over 85 artikler afdækket svigt i kræftbehandlingen især i Region Sjælland og forsøg på at skjule sandheden om sagens alvor og egne svigt samt Danske Regioners forsøg på at nedtone sagen og miskreditere patienttilsynet.
Cavlingkommiteen skriver, at Tea Krogh Sørensen og Morten Pihl, Morgenavisen Jyllands-Posten, er nomineret for deres afsløringer af, hvordan sygehuse i strid med de nationale retningslinjer gav kvinder mangelfulde undersøgelser for brystkræft.
Læs mere her om serien: https://jyllands-posten.dk/kultur/ECE11822940/jyllandsposten-er-nomineret-til-cavlingprisen-for-afdaekning-af-stort-sundhedssvigt/.
De andre nominerede er:
- Louise Drivsholm, Martin Bahn og Lasse Skou Andersen, Information, for solidt og troværdigt at have vist, hvordan erhvervsinteresser fik afgørende indflydelse på en forskningsrapport om klimabelastningen fra oksekød.
- Line Vaaben, Information, for sin gribende og empatiske gennemgang af, hvad der gemmer sig bag alarmerende drabsstatistikker i serien ”1.417 drab i Danmark”.
- Sune Engel Rasmussen, Gyldendals Forlag, for et unikt indblik i et krigshærget Afghanistan og gribende beretninger om menneskeskæbner i bogen ”Nyt Blod”.
Yderligere information kan findes her: https://journalistforbundet.dk/nyhed/nu-afsloeres-de-nominerede-til-cavlingprisen-2019.