Deal.dk der har Jysk Fynske Medier som største aktionær har købt Spot af JP/Politikens Hus med overtagelse fra årsskiftet. Herudover er bl.a. Herning Folkeblad og Sjællandske Medier delejere.
”Vi ser en betydelig vækst i dealmarkedet de kommende år, og det er med stor glæde, at vi er lykkes med at få handlen på plads. Det styrker os i markedet og vil give fordele for både annoncører og vores mange kunder/medlemmer. Spot er en veldrevet virksomhed, ligesom Deal.dk er i dag, men sammen vil vi kunne sætte endnu mere kraft i vores ambition om vækst og udvikling”, udtaler Jesper Rosener, formand for Deal.dk og administrerende direktør i Jysk Fynske Medier og forsætter, ”Nu forestår en vigtig opgave med at holde fokus på forretningen, som den er i dag, og udnytte synergier samt sætte et nyt ledelseshold, der kan udvikle forretningen”.
Esben Kolind Laustrup, bestyrelsesformand for Spot, udtrykker stor tilfredshed med handlen og udtaler: ”Vi har været tilfredse ejere af Spot i en lang årrække, men dealmarkedet er grundlæggende ikke en del af vores kerneforretning, og derfor glæder vi os over, at Spot nu får nye ejere, som har dealmarkedet som et fokusområde. Jeg er sikker på, at ledelse og medarbejdere fortsætter udviklingen under nyt ejerskab”.