JP/Politikens Hus køber Berlingskes og TV 2’s aktier i Jobzonen

JP/Politikens Hus overtager med virkning fra 1. juli samtlige aktier i Jobzonen, da Berlingske og TV 2 efter 12 års medejerskab sælger deres aktier i selskabet. Dermed går en af Danmarks største jobportaler fra tre ejere til én.

Med det fulde ejerskab af Jobzonen vil JP/Politikens Hus udnytte sin position som Danmarks førende digitale udgiver til at tilføre ny vitalitet i jobmarkedet.

“Overtagelsen af Jobzonen viser, at jobmarkedet er et vigtigt strategisk satsningsområde for JP/Politikens Hus. Med vor samlede rækkevidde kan vi tilbyde annoncørerne en dækning, som er svær at matche,” siger Stig Ørskov, koncerndirektør i JP/Politikens Hus.

Ny formand for Jobzonen bliver Claus Hovge Andersen, der er bladdirektør på Jyllands-Posten. Han fremhæver samarbejdsmulighederne mellem titlerne i JP/Politikens Hus som den helt store styrke ved det nye ejerskab.

“Som Danmarks største digitale udgiver kan vi målrette annoncørernes budskaber bedre end de fleste. Tilmed kan vi kombinere det med en række af landets største printudgivelser, og det giver os mulighed for at skabe et af Danmarks mest attraktive jobmarkeder,” siger Claus Hovge Andersen, der ser frem til at finde de rigtige kandidater til annoncørerne.