JP/Politikens Hus indgår samarbejde med Dentsu om "køb dansk" initiativ

JP/Politikens Hus indgår et samarbejde om deling af annoncerelevant brugerdata med mediebureauet Dentsu, der skal give annoncører et stærkt alternativ til Google og Facebook. Samarbejdet gør det muligt for Dentsus kunder at købe ind på baggrund af interessedata om læserne af Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Politikens digitale udgaver. Initiativet hedder ”køb dansk”, og er en reaktion på de annoncemidler, der forsvinder ud af landet.

Samarbejdet er født på baggrund af, at det de senere år er blevet stadig sværere for annoncører at nå deres målgrupper, særligt som følge af Apples begrænsninger af 3. parts-cookies i Safari-browseren. De deltagende medier har gennem deres direkte kontakt til og med brugerne mulighed for at hjælpe annoncørerne, idet de kan opbygge 1. parts-datasegmenter – på baggrund af brugernes oplyste valg og samtykke.

Samarbejde er baseret på Relevance-dataplatformen. Dentsu får her mulighed for at bygge egne segmenter ud fra Relevance data, dvs. modellere data ud fra egne modeller og kriterier – dog uden at tilføre egne data eller data fra 3. parter – dermed kan de i højere grad imødekomme specifikke annoncørers behov. Data kan kun anvendes på medierne i JP/Politikens Hus, og således lever samarbejdet op til de høje standarder for beskyttelse af brugernes privatliv, der er hos JP/Politikens Hus.

Samarbejdet ligger i forlængelse af de oprindelige tanker bag Relevance, hvor tilgængelighed hele tiden har været målet, så Relevance passer ind i bureauernes arbejdsgange med henblik på at opnå størst mulig effekt. Målet er at vise, at også danske medier kan sikre at annoncørerne når deres målgrupper men under fuld respekt for brugernes privatliv og samtykke.

Resultaterne taler for sig selv: I løbet af den første uge skabte samarbejdet en række konverteringer, Dentsu ikke tidligere havde mulighed for at skabe i det digitale annonceindkøb. Dentsus annoncører oplever i disse dage at få nye kunder fra Safari/iOS, som førhen ikke kunne skabes med samme sikkerhed.

Med initiativet håber parterne, at inspirere andre medier og bureauer til at indgå i nye samarbejdsformer, som både kan skabe stærk kommerciel værdi for annoncørerne og også samfundsmæssig værdi ved at bremse op for udviklingen, hvor annoncekronerne forsvinder til udlandet og i stedet sikre investeringer rettet mod danske medier.